Eksotisk messe - nu også med kamel

DYRELIV: Mindst 3000 gæster ventes 18. januar til ”eksotisk messe” i Aars

2
Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne.

Den eksotiske messe i Aars vokser sig støt større og større, og også i år bliver der således mulighed for at komme helt tæt på en række dyr fra verdens mest fjerne egne. Arkivfoto

AARS:Én gang om året er Aars mere eksotisk end ellers - nemlig når Messecenter Vesthimmerland slår dørene op til dét, der på noget nær rekordtid har udviklet sig til ”Nordjyllands Største Eksotiske Messe”.

Messen gennemføres i år for tredje gang, og en større samling af eksotiske dyr fra verdens mest fjerne egne rykker 18. januar ind i de vesthimmerlandske messehaller.

Som en nyhed i år får messen endda også besøg af en levende kamel.....

- Vi har hvert eneste år haft massiv opbakning fra både udstillere og publikum, og i år er ingen undtagelse.

- Vi forventer et besøgstal på mere end 3.000 personer, og det er fantastisk flot for en messe, der kun afvikles på en enkelt dag, vurderer Marianne Poulsen, vicedirektør i Messecenter Vesthimmerland.

Flere end 80 udstillere

Årets messe bliver besøgt af flere end 80 udstillere fra flere lande i Europa.

- Og i forhold til sidste år er udstillingsarealet forøget med mere end 50 procent – simpelthen fordi vi oplever en kæmpe interesse for vores messe, som i år kommer til at fylde begge vores to store udstillingshaller, fremhæver Marianne Poulsen.

Som de foregående år er den eksotiske messe arrangeret i et tæt samarbejde med den lokale slangetæmmer Peter Løve Mark, der ser messen som en god mulighed for at udbrede kendskabet til dyr, som de færreste i dagligdagen har mulighed for at stifte bekendtskab med.

- Ved at komme helt tæt på de eksotiske dyr og få en snak med alle udstillerne, får man nemmere forståelse for, at ikke alle eksotiske dyr er farlige og ulækre – og derved kan man måske samtidig få kureret sin angst for denne type dyr, siger han.

Med på årets messer er bl. a. en specialudstilling, som Johnny Lønfeldt står for.

Slanger, snoge, øgler ...

Med sig til Aars har han foruden diverse slanger også en kaiman, der er i familie med en alligator, og Johnny Lønfeldt vil selv hele dagen stå og fortælle om sine fascinerende dyr.

I fugleafdelingen er ”Randers Volieren” repræsenteret med en specialudstilling, der foruden fugle byder på en bred vifte af padder, pattedyr og - ikke at forglemme: en stor kamel.

Andre eksotiske indslag i Aars 18. januar er slanger, snoge, øgler, fisk, flyve egern, vandrende pinde, vandrende blade, billelarver, skorpioner, gekkoer, snegle, karkelakker, frøer, afrikanske dværgpindsvin, eksotiske fugle og rovfugle.

Og dertil skal lægges en masse udstillere med tilbehør.

- Der er intet at være bange for, understreger direktør Brian Otte, Messecenter Vesthimmerland.

- Alle dyrlægekrav, sikkerhedskrav og gældende regler bliver naturligvis overholdt....

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.