Ekstra fokus på kulturen

De kulturelle fyrtårn skal findes

Vandtårnets fremtid er kun én brik i den fremtidige kulturpolitik.
Brønderslev 6. september 2013 12:20

BRØNDERSLEV: Hvad skal der ske med fritidstilbuddene i fremtiden? Hvilke kulturelle fyrtårne skal der være i Brønderslev Kommune? Hvordan sikrer vi bæredygtige fællesskaber i det hele kommunen inden for kultur- og fritidsområdet?

Det er blandt andet nogle af de spørgsmål, fritids- og kulturudvalget vil have svar på, når man nu igangsætter arbejdet med at udarbejde en masterplan for området. Første møde af flere bliver mandag 9. september klokken 16.30, hvor man i Brønderslev Hallerne kan give sit bud på, hvad Brønderslev bys kultur- og fritidsbælte skal fornys med.

- Bæltet går fra svømmehallen i øst forbi blandt andet Nordjyllands Idrætshøjskole og ender i vest ved golfklubben. Skal det udbygges? Derudover har Brønderslev Forsyning tilbudt kommunen at overtage vandtårnet, og det er jo en spændende og historisk bygning, og jeg håber, at der kommer nogle gode bud på nye anvendelsesmuligheder mandag, fortæller formand for fritids- og kulturudvalget Eskild Sloth Andersen.

Mødet følges op med et stormøde tirsdag 17. september, hvor alle i kommunen er velkomne til at være med til at snakke fremtidens kulturpolitik:

- Hvad er kommunens rolle som den, der giver tilskud til kultur- og fritidslivet, og hvilke forventninger er der til vores arbejde – hvad er det bedste, vi kan gøre for at understøtte kultur- og fritidslivet? Her behøver vi indspark fra både almindelige brugere af de mange tilbud og fra kommunens store foreningsliv. Og jeg håber, at mange vil møde op, lyder det fra Eskild Sloth Andersen.

Mødet tirsdag 17. september er kl 16.30 i Den Runde Pavillon i Brønderslev.

Mandag 23. september kl. 16 sætter man parter fra idrætslivet sammen med daginstitutioner og kommunens sundhedsområde for at drøfte mulighederne for et forpligtende samarbejde om øget fokus på bevægelse og sund kost. Mødet foregår i rådhusets kantine i Brønderslev klokken 16.

Endelig er der også fokus på kultur- og fritidslivet, når kommunen den 5. oktober sammen med Landsbyrådet og LAG-Brønderslev arrangerer landdistriktskonference på Klokkerholm Skole. Alle er velkomne, og konferencen foregår fra klokken 10 til klokken 16.

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...