En 0. klasse mindre

Igen bliver Jerup ramt af lukning. Denne gang er det Jerup Skoles børnehaveklasse, der nedlægges

Nu er det besluttet. Der bliver ingen børnehaveklase på Jerup Skole efter sommerferien. Foto: Michael Koch <i>Pressefotograf Michael Koch</i>

Nu er det besluttet. Der bliver ingen børnehaveklase på Jerup Skole efter sommerferien. Foto: Michael Koch Pressefotograf Michael Koch

JERUP:Endnu en lukning er blevet en realitet i den lille by Jerup. Børne- og ungdomsudvalget (B&U) har besluttet, at børnehaveklassen på Jerup Skole ikke skal bestå i det nye skoleår.

Økonomi spiller ind

Som tidligere beskrevet i NORDJYSKE Stiftstidende var der kun skrevet tre elever op til 0. klasse på Jerup Skole i skoleåret 2014/15, og ”det var ikke forsvarligt med så få elever” udtalte formand for B&U, Christina Lykke Eriksen (SF), dengang, og man foreslog derfor at flytte eleverne til de nærliggende skoler. Det forslag er nu vedtaget.

- Vi har taget beslutningen ud fra især en økonomisk, men også en faglig og social vurdering. Børnehaveklasseeleverne vil koste meget mere i forhold til eleverne på kommunens andre skoler, og sammenlæsning med ældre elever er ikke muligt i alle fag, da niveauerne er for forskellige, siger hun.

- Jeg er overbevist om, at det her er den bedste løsning for børnene. Skolerne i Elling og Strandby kan tilbyde lige så kvalificerede skoletilbud, og her vil de få flere jævnaldrende kammerater, som er en vigtig del af børnenes udvikling.

Protester var ikke nok

Inden den endelige beslutning blev taget, har forslaget om at lukke børnehaveklasen været til høring. Her har skolebestyrelsen på Jerup Skole protesteret mod lukningen og peget på de negative konsekvenser ved at nedlægge en klasse. Det var tilsyneladende ikke nok.

Det har desværre ikke været muligt at træffe skolebestyrelsens formand, Peter Tornvig Fruelund, for at få en kommentar.

Ifølge befolkningsprognoserne over Jerup skoledistrikt vil der de kommende år ske en mindre stigning i antallet af børn i skolealderen.

- Den her beslutning gælder for skoleåret 2014/15, og så må vi vurdere situationen igen, hvis der kommer flere børn, siger Christina Lykke Eriksen (SF).

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.