En bred kunstpalet
Stenum åbnede kunstudstilling nummer 20 i går - og variationen er stor
Stenum slog i går dørenen op til kunstudstilling nummer 20 i rækken. Og de første værker var solgt få sekunder efter åbningen. Blandt køberne var Ann-Mette Munch, der var kørt fra Odense til Stenum med det ene formål at sikre sig værker af Walther Schaldemose. - Jeg elsker de malerier. Det er dejlige billeder. Detaljerigdommen, farverne og den glæde og begejstring, der er i dem - det kan jeg godt lide, sagde hun med et smil, da kunstkøbet var gjort. Walther Schaldemose er naivistisk maler. Hans værker var med i Stenum første gang i fjor. Og i år kan udstillingens gæster møde kunstneren personligt, idet han har taget togturen fra hovedstaden til Vendsyssel. Stenum-udstillingen byder som vanlig på alt godt fra det kunstneriske univers. Og ikke så snart havde klokken passeret 13, inden gæsterne strømmede til lokalsamfundets friskole, hvor borde og stole har veget pladsen til fordel for skulpturer, malerier, smykker, keramik, fotografier, glas og blomster. Opskriften på Stenum-udstillingens mangeårige succes skal måske tilskrives kunstudvalgets evne til at forny sig. - Vores koncept er, at der skal være 25 procent nye kunstnere med hvert år - og så vil vi stadig gerne holde en høj standard, fortæller Niels Larsen, der har været med til at arrangere udstillingen samfulde 20 år. Det samme har i øvrigt kunstudvalgets formand Elna Damsgaard. De mange nye kunstnere er med til at gøre kunstudstillingen afvekslende, sjov og uforudsigelig på den gode måde. - Nogle udstillinger går næste død, fordi de samme kommer år efter år, konstaterer kunstner John Kristensen, der var fødselshjælper for Kunst i Stenum. Jubilæumsudstillingen skiller sig ud, idet man har valgt at lade gæsterne gense udstillere fra de 20 år. Susanne Gredsted - John Kristensens søster - har udstillet i Stenum i 12 år, og hendes store farvemættede, glade værker kalder på fuld opmærksomhed. De er opløftende, men har samtidig både råstyrke og dybde. Susanne Gredsted havde sin debut som udstiller i Stenum, og hun nyder stemningen på skolen. - Der kommer rigtig mange tilskuere her. Og man kan tydelig mærke, at mange af dem, der kommer her, kender hinanden - de får snakket med nogen, som de måske ikke har hilst på længe.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.