Fødevarer

En kasse fuld af juleglæde

Lions Club uddelte torsdag aften julekurve til trængende børn fra Pandrup-området

Siden starten i 2003 er der blevet uddelt for i alt 700.000 kroner af Lions Club Pandrup, der støtter vanskeligt stillede børn og unge med julekurve og tilskud til foreninger, klubber og tøj. Uddelingen foregår altid i den gamle mølle i Pandrup. Arkivfoto: Henrik Louis
Siden starten i 2003 er der blevet uddelt for i alt 700.000 kroner af Lions Club Pandrup, der støtter vanskeligt stillede børn og unge med julekurve og tilskud til foreninger, klubber og tøj. Uddelingen foregår altid i den gamle mølle i Pandrup. Arkivfoto: Henrik Louis Pressefotograf Henrik Louis Simo

PANDRUP: Torsdag 19. december var det atter tid til at dele julekurve ud i den gamle mølle i Pandrup. Det er Lions Club Pandrup, der står bag arrangementet, som har fundet sted siden 2003.

Julekurvene uddeles til vanskeligt stillede familier med børn og unge i tidligere Pandrup Kommune. Siden starten er der blevet uddelt stadigt flere julekurve år for år. I år blev det til 51 julekurve. For 10 år siden blev der uddelt 15 kurve. Fire af årets julekurve blev bragt ud til familier, der ikke havde mulighed for selv at komme, resten blev udleveret fra møllen.

Kurvene indeholder julemad, så som flæskesteg eller kylling/kalkun, julegodter, pålæg, kartofler, pasta og franske kartofler.

Andreas Brandt fra Lions Care-udvalget, er glad for, at det kan lade sig gøre at hjælpe et stigende antal familier.

- Jeg var selv ude for at aflevere to julekurve i år. Børnene tror næsten, at det er julemanden, der kommer. Det er rigtigt dejligt at kunne hjælpe trængende familier, siger Andreas Brandt.

Hjælp til ansøgningen

Familierne udvælges gennem et netværk af socialrådgivere, institutioner samt private, der har kendskab til familier, der er trængende.

De skal alle udfylde en ansøgning, hvilket de også kan få hjælp til, hvis de ikke magter opgaven.

- Vi har nogle, der virkelig arbejder med at spotte de trængende familier og hjælper dem med ansøgninger. De gør et stort stykke arbejde, roser Andreas Brandt.

Penge til køb af kurvene hentes fra overskud fra årets juletombola samt private sponsorater. Overskuddet plejer at ligge i omegnen af 60-70.000 kroner. Pengene går også til andet end julekurve. Der er også blevet plads til 45 gaver i år til børn og unge i form af sæsonkort til Fårup Sommerland, kontingenter til fodbold, håndbold, ridning, cykel, tilskud til computer og tøj. Eksempelvis konfirmationstøj.

- Der er meget socialt i at komme eksempelvis til Fårup, hvis nu familien ikke har råd til at tage på ferie. Det er også vigtigt for børn og unge at kunne mødes med jævnaldrende i klubber og foreninger, så de kan styrke deres sociale kompetencer, siger Andreas Brandt.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden