En mand og hans by
I en ny bog afspejles en bys udviklingshistorie i Henning G. Jensens skildring af eget liv og levned
AALBORG: Det er et årstid siden, jeg mødte Mette og Lone sidst. Det var et tilfældigt møde på Nordkraft i forbindelse med den store årlige julemarkeds-satsning. Dengang var begge piger ildsjæle-optagede, som projektmennesker med en stor mission ofte er.
I dag er mødestedet Mette og Lone psykologpraksis i Danmarksgade. Projektet er et andet, men gløden den samme - og historien fortælles ganske af sig selv.
Den handler nemlig om Mette og Lones Aalborg - om Aalborgs udvikling over de seneste fyrre år.
Nogle vil kalde transformeringen fra sort industri til vidensby, men Mette og Lone bruger hellere billedet af, at Aalborg har vokset sig kønnere.
Det er der kommet en bog ud af - og det er det projekt, vi er samlet om.
Mette hedder Lodberg og Lone Howard og de har kendt hinanden 20 år.
De er begge fra Aalborg - er begge uddannet cand. pæd.psyk. fra Aarhus Universitet og etablerede sig i 2006 med klinikken i Danmarksgade i Aalborg.
Og som nævnt er de projektmennesker, hvis nysgerrighed driver dem ud i ting, de slet ikke anede, de havde lyst til at lave. Som den bog, vi taler om.
Skønne Aalborg
Udgangspunktet var faktisk en snak om, hvor skøn, deres by var blevet.
- Måske havde vi ikke øjne for skønheden før, men pludselig så vi, hvordan nye bydele voksede frem af rodet, fortæller Lone Howard.
Hvornår præcis den erkendelse blev koblet med personen Henning G. er uvist, men på et tidspunkt havde Mette og Lone allieret sig med historikeren Thomas Bagge og så var det jo bare om at få projektet konkretiseret.
Og arbejdsideen formedes ud fra den overordnede ide om, at lade en person guide os gennem Aalborgs udvikling.
Personen blev udpeget - og valget faldt på Henning G. som jo havde været med i magtens korridorer gennem et langt politikerliv.
Ikke fordi triumviratet Howard, Lodberg og Bagge umiddelbart var fascineret af politikeren.
Faktisk indrømmer de en snært af fordomsfuldhed.
Den joviale borgmester
- Vores selvforståelse var baseret på de billeder, vi havde fået af Henning G. gennem årene, siger Mette Lodberg.
Og her var omdrejningspunktet jovialitet på den ufede måde.
Men det til trods kunne de ikke slippe ideen og en dag da de var i gang med et projekt på Nordkraft kom Henning G. gående.
- Det er nu eller aldrig, tænkte jeg, så jeg stoppede Henning G. op og spurgte om han var klar til en give en kop kaffe på borgmesterkontoret, for vi havde en ting, vi ville snakke med ham om, fortæller Lone Howard.
Det blev til første møde af rigtig mange møder, hvor Henning G. afslørede andre sider af sig selv og guidede de tre forfattere rundt i Aalborgs udviklingshistorie.
To år er der gået - og nu er bogen så afsluttet.
En mand og hans by
En mand og hans by er titlen - og forfatterne lover, at det er en ganske upolitiske bog om Henning G. Jensen og Aalborgs udvikling fortalt gennem personlige historier.
Samtalerne med Henning G. blev omdrejningspunktet for en forståelse af hvad der ligger bag den store forandring af Aalborg.
En forandring, der viser sig tydeligst ved Havnefronten, Nordkraft og Musikkens Hus.
Der er blevet ryddet op og skabt nye bydele, som fremstår flotte og indbydende.
Henning G. Jensen er ikke en mand, der alene tager æren for denne forandring.
Når han fortæller lægger han stor vægt på, at forandringen er sket i et samarbejde med andre.
Ikke et gængs portræt
Forfatterne har derfor interviewet et bredt udsnit af de mennesker Henning G. Jensen færdes i blandt - og det er med afsæt i netop deres beretninger at Henning G. Jensens indflydelse på Aalborgs udvikling bliver belyst.
Blandt de interviewede personer kan nævnes Thomas Kastrup-Larsen, Tina French Nielsen, Lasse Frimand Jensen, Sven Caspersen, Claus Holstein og Søren Svendsen.
- Så man kan afgjort ikke sige, at det er en portrætbog i gængs forstand. Det er en bog, der viser en bys udviklingshistorie afspejlet i Henning G. Jensens skildring af eget liv og levned - og kommenteret af rigtig mange, fortæller Mette Lodberg og Lone Howard.
Også her spiller bogens mange medkommentatorer en helt central rolle.
Forfatterne har nemlig valgt, at lave deres egen miniundersøgelse, hvor de målrettet lader de interviewede personer fortælle om eget liv og ophav, for på den måde at åbne det historiske perspektiv.
Det åbner vinduet til en række gode historier fra hverdagslivet, men tydeliggør samtidigt bevægelsen fra det traditionelle samfund over det moderne til det hyperkomplekse samfund, som vi lever i i dag.
Gennem beretningerne skildrer bogen ikke blot en personhistorie, men et stykke af byens og dermed også et stykke af samfundets historie.
Det kan man forvisse sig om ved at nærlæse bogen, der udkommer her sidst i november.
Ræven og.....
Men lad os lige få styr på punkteringen af fordommen om det alt for joviale borgmester.
- Det er en af Henning G’s sider, men der altså også en anden og meget mere interessant side som vi i bogen har forsøgt at formidle som et supplement til det gængse billede af borgmester-ræven. Nemlig at Henning G. har en ambition om, at være et ordentligt menneske, der på godt gammeldags jysk har hjertet på rettet sted, siger Mette Lodberg og Lone Howard.
Bogen er billeddækket med hjælp fra fotograferne Henrik Sandberg og Louise Bering og udkommer sidst i november.
Den kan købes hos boghandlere, i Salling og i lufthavnen op vil man have den signeret så er chancen på Gammeltorv 30. november fra 11-13 og på Nordkraft 7. december fra 10-12.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.