Frederikshavn

En ordjonglør i kongelige rammer

Frederikshavneren Peter Dyreborg indgår et boyband af bløde mænd, som torsdag har premiere på Det Kongelige Teater

Peter Dyreborg optræder på Studenterhuset i Aalborg.
Peter Dyreborg optræder på Studenterhuset i Aalborg.

KØBENHAVN: - Jeg kan fælde en tåre og fælde et træ. Kære kvinde, hvad mere vil du ha’?

Ordene kommer fra frederikshavneren Peter Dyreborg, som nu bor i København. De er en del af den forestilling, som torsdag har premiere på Det Kongelige Teater i København.

Som ung fangede ord og rim hans interesse. Det kom til udtryk, når han på sine byture blev afvist i døren på Diskotek Excalibur. Som alternativ gav han sig til at fortælle historier og vittigheder på gågaden. Det blev det første spæde skridt mod det liv, som Peter Dyreborg i dag lever.

Ordene er nemlig blevet hans levevej. På trods af en jurauddannelse med speciale i skatteret. Han har skabt sig en karriere på det, der kaldes spoken word. Det er en slags rytmisk digtoplæsning, som bliver mere og mere populært landet over.

Den kunstform har bragt frederikshavneren frem i lyset. Gågaden i Frederikshavn er skiftet ud med Det Kongelige Teaters scene. Her optræder han med to andre ordjonglører. Rapper Per Vers og historiefortæller/komiker Per Helge Sander.

Sammen danner de et ”boyband af bløde mænd”, hvilket er udgangspunktet for forestillingen Det Store Skuffejern.

Jyske takter på Det KongeligeDet Store Skuffejern er en teaterforestilling - men ikke helt alligevel. Med rap, spoken word og historiefortælling med komik fokuserer de tre ordjonglører på den bløde mands hårde odds.

Premiereforestillingen blev udsolgt på en time, hvilket vidner om interessen.

Det faktum, at forestillingen er på Det Kongelige Teater, får hurtigt Peter Dyreborg til at komme på forkant med nogle nordjyders tanker.

- Det kan hurtigt lyde sådan, men det er absolut ikke noget københavneri. Heller ikke elitært og akademisk. Både Per (Vers, red.) og jeg er fra Jylland, så det skal nok være nede på jorden, fortæller Peter Dyreborg.

Det Store Skuffejern tager desuden på en turné med Det Kongelige Teater, som rammer Vendsyssel Teater i Hjørring 27. november.

Tre discipliner i ét show

Den musiske del af Det Store Skuffejern håndteres af rapperen Per Vers - med det borgerlige navn Per Uldal.

Han er et ikonisk navn på den danske rapscene. For ham er det vigtigt at lave noget anderledes med rappen, hvilket kombinationen med Peter Dyreborgs spoken word og Per Helge Sanders komik er.

- Min grundholdning er, at det skal være specielt for at være sjovt. Jeg kan næsten ikke lide at arbejde fort ordinært, siger Per Uldal.

Selvom det er tre former for leg med sproget, der kombineres i forestillingen, så mener rapperen ikke, at forskellene er markante. Især når det kommer til Peter Dyreborgs spoken word og Per Vers’ rap.

- Vi skriver begge med det klare formål, at det skal performes af os selv på en scene. Forskellene er på detaljeplan. Min optræden er mere eksplicit rytmisk, mens rytmen i Peters digte kan kaldes mere subtil. Der er det pauserne mellem ordene, der skaber rytmen, forklarer Per Uldal.

I det nye år optræder Per Vers i Det Musiske Hus. Det er hans første gang som hovednavn til en koncert i Frederikshavn.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden