En pølse og lidt skole- gang, tak!

Over en pølse hørte medarbejderne på Hvidbjerg Vinduet i Nors om kurser i dansk og matematik.

1
Galleri - Tryk og se alle billederne.

Galleri - Tryk og se alle billederne.

- Det har da givet mig lyst til at komme i gang... Keld Nielsen, medarbejder på Hvidbjerg Vinduets afdeling i Nors, har mod på at få forbedret sine danskkundskaber efter, at han for et par uger siden gennemførte en test på virksomheden. Det boglige har aldrig været nogen stor interesse for Keld Nielsen, der er ufaglært - med job på NJA Møbler i Nors gennem mange år, indtil han for tre år siden kom til Hvidbjerg Vinduets afdeling i byen. - Jeg har sådan set ikke problemer med at læse. Men det med at skrive og stave, det er jeg ikke så god til, fortæller Keld Nielsen. At han godt kunne blive bedre til at stave - det fik han bekræftet, da han for et par uger siden gennemførte en test. Den samme test skal alle 40 medarbejdere på Hvidbjerg Vinduets afdeling i Nors nu igennem - hvorefter de vil få tilbudt kurser, der passer til deres behov. Det sker i samarbejde med Thy-Mors HF & VUC, som kan tilbyde særligt tilrettelagt ordblindeundervisning og såkaldte FVU-kurser (forberedende voksenundervisning). Pølsevogn i fabrikshallen I forbindelse med, at medarbejderne fik en orientering om mulighederne, blev der budt på pølser fra en pølsevogn, som i dagens anledning var stillet op i en af fabrikshallerne. Pølsevognen er en del af et projekt ved navn Netværkslokomotivet - et netværk af virksomheder, som gerne vil forbedre medarbejdernes kundskaber inden for dansk og regning. Projektet, som Hvidbjerg Vinduet er med i, er støttet af Region Midtjylland. Men Hvidbjerg Vinduet ville også gerne give medarbejderne på virksomhedens afdeling i Nors chancen for et dansk- eller matematikkursus, selv om Nors ligger uden for den midtjyske region. Derfor tog virksomheden kontakt til Thy-Mors HF & VUC: - Vi syntes først, at det var lidt popsmart med pølsevognen. Men det åbner nogle muligheder, at man spiser sammen, fortæller Jytte Gellert Krogh, uddannelseskonsulent hos Thy-Mors HF & VUC, der har bekostet pølsevognens besøg i Nors og dens forsyninger af både ristede og kogte pølser. Arbejdstid Virksomheden lod til gengæld medarbejderne bruge arbejdstid på pølsespisningen og orienteringen om uddannelserne. Og testen, som alle 40 medarbejdere skal tage i den kommende tid, bliver også gennemført i arbejdstiden. Men ledelsen får ikke testresultatet at se, understregrede Claus Arberg, administrerende direktør for Hvidbjerg Vinduet, da pølsevognen onsdag eftermiddag var i Nors. Det er også op til den enkelte, i hvilken udstrækning han eller hun vil benytte sig af tilbuddet om at komme på kursus. Men kurserne vil kunne foregå i arbejdstiden. Keld Nielsen har endnu ikke meldt sig til et kursus. Men han er blevet overbevist om, at han gerne vil. - Og jeg vil også gøre, hvad jeg kan, for at overbevise mine kolleger, siger han.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.