Dronninglund

En sammentømret bestyrelse af ildsjæle

Turismen glemmes i Brønderslev Erhverv og Turisme, mener Johanne Bugge

Johanne Bugge har medvirket og stadigvæk medvirker til mange turismeprojekter rundt omkring i landet. Hun havde flere bud på, hvad man kunne gøre lokalt uden at være tilstrækkelig konkret. Foto: Ole Torp
Johanne Bugge har medvirket og stadigvæk medvirker til mange turismeprojekter rundt omkring i landet. Hun havde flere bud på, hvad man kunne gøre lokalt uden at være tilstrækkelig konkret. Foto: Ole Torp Ole Torp

DRONNINGLUND: Dronninglund Turistforening afholdt sin årlige generalforsamling i Klubhuset i Klokkerholm.

- Vi vil bestræbe os på at komme rundt i området med vores arrangementer, sagde formanden, Karen Axen i sin beretning.

Ildsjæle

Formanden begyndte ellers med en poetisk beskrivelse af Turismens Dag sidste år, hvor en flok fra Turistforeningen og andre lokale foreninger var samlet ved Lunderbjerg for at drøfte og planlægge de projekter, som ligger lige for i dette område. Hun bruger i den anledning en beskrivelse, som passer helt fantastisk på Turistforeningen:

- Vi er som en sammentømret bestyrelse af ildsjæle, der dækker den østlige del af kommunen, og vi har gennem de sidste seks år valgt at sætte fokus på et bestemt område lige uden for vores dør. Gang på gang har vi måttet sande, at en del af vores opgave er at formidle og nyde det, der ligger lige for.

Forsigtig tilnærmelse

Hvis man skal sætte en overskrift på dette års generalforsamling må det blive noget om en forsigtig tilnærmelse mellem Dronninglund Turistforening og det kommunale Erhvervs- og Turistkontor. Fra den sidstnævnte part var byrådsmedlem Arne M. Jensen og erhvervs- og turistchef Marianne Gade mødt op, og i formandens beretning var der flere gange hentydninger til det spirende samarbejde: Samarbejdet om turistbrochuren, som nu omfatter hele kommunen, hjemmesiden visitdronninglund.dk’s domæne er lagt ind under visitbrønderslev.dk og Bendt Danielsens idé om at lave en dag med workshop, hvor hele kommunens turisterhverv kunne mødes og udveksle erfaringer.

PR-virksomhed

Karen Axen nævnte også de rigtigt mange ting og aktiviteter, som man har været involveret i i løbet af året. Turistbrochuren er meget efterspurgt, og som noget nyt er en aftale med Netferie, som lagde brochuren i alle deres sommerhuspakker i Hou-Hals-området i 2016 og fortsætter hermed i år. I 2016 annoncerede man i Jyllandsguiden, der har et oplag i Norge på 25.000. Det fortsætter også i år.

Jyske Aas

Om Jyske Aas-projektet sagde formanden:

- Vi har den klare udmelding, at skulle Turistforeningen overtage/fusionere med Jyske Aas, så vil vi ikke overtage nogen form for økonomiske bindinger eller vedligehold. Vi går ind for idéen med Jyske Aas, og kommer tidspunktet, hvor vi skal se på en ekstraordinær generalforsamling for at ændre navn og vedtægter for at kunne indlemme de gode initiativer bag Jyske Aas, så vil vi arbejde på en konstruktiv løsning.

Karen Axen sluttede sin beretning med at takke alle foreningens samarbejdspartnere.

Debat

I den efterfølgende debat om beretningen takkede formanden for Jyske Aas, Peter Hvid Jensen, for det gode samarbejde, og han så det gerne fortsat fremover. Arne M. Jensen fra byrådet priste også det begyndende samarbejde mellem turistforeningen og Erhvervs- og Turistkontoret i Brønderslev, og heri blev han suppleret af Marianne Gade.

Johanne Bugge

Under overskriften "Opskriften på succes" talte konsulent Johanne Bugge om, hvad man skulle gøre for at få flere turister til området. Hun var tilsyneladende godt orienteret om forholdene lokalt og nævnte flere eksempler på steder i landet, hvor man med held havde skaffet sig en profil på turistmarkedet.

- Hvad er jeres profil på markedet? lød hendes spørgsmål til forsamlingen, og det var begrænset, hvad der kom af bud på et blot dækkende svar herpå.

- I skal have noget at byde på, I skal sælge det godt, og I skal levere varen. Det var tre af mange flere sentenser, som hun diskede op med, og som alle mødets deltagere sandsynligvis var enige med hende i. Dog sad de fleste ganske sikkert og ønskede sig nogle mere konkrete eksempler på turistfremmende aktiviteter, som kunne bruges lokalt.

Det løsnedes dog mere op under debatten efter Johanne Bugges indlæg. Flere af spørgsmålene var rettet mod kommunens bidrag (eller rettere mangel på samme) såvel på det rådgivningsmæssige som på det økonomiske felt. Som en af deltagerne udtrykte det:

- Der må tilføjes ressourcer til at opdyrke områdets fortræffeligheder. I et af hendes svar sagde Johanne Bugge, mens hun så ned mod Arne M. Jensen og Marianne Gade:

- Jeg har ved at snakke med lokale erfaret, at Brønderslev Kommune i ganske mange år overhovedet ikke har haft fokus på begrebet turisme.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden