En smag til forskel hos Kochs Kaffebar

Jesper Koch og datteren Christina har siden 2013 drevet kaffebar i Aalborg midtby. I mandags udvidede de aktiviteterne og åbnede Kochs Kaffebar i Shoppen, City Syd. Foto: Ole Skouboe
Jesper Koch og datteren Christina har siden 2013 drevet kaffebar i Aalborg midtby. I mandags udvidede de aktiviteterne og åbnede Kochs Kaffebar i Shoppen, City Syd. Foto: Ole Skouboe

Jesper og Christina Koch er ikke bare far og datter, de er også sammen ejere af Kochs Kaffebar.

De åbnede i 2013 deres første kaffebar, den lille på hjørnet af Algade og Roldgade i hjertet af Aalborg. Og vi fornærmer vist ingen ved at sige, at det er Aalborgs i særklasse hyggeligste kaffebar.

Mandag 14. november udvidede Jesper og Christina så aktiviteterne, da de åbnede Kochs Kaffebar i Shoppen, City Syd.

Kaffebaren ligger umiddelbart inden for hovedindgangen til Shoppen og ser på alle måder både hyggelig og indbydende ud. Fra tidlig formiddag til kl. 21 tilbyder Kochs Kaffebar i Shoppen god håndbrygget kaffe og diverse småretter. Og man går op i kvalitet. Kaffebarens slogan er "en smag til forskel".

Jesper Koch nyder det privilegium, det er at kunne drive en selvstændig virksomhed sammen med sin datter. Med en universitets-uddannelse og mere end 25 år i finansverdenen var det ikke et oplagt karriereskifte, han foretog i 2013, da man startede Kochs Kaffebar.

- Men jeg har aldrig fortrudt. Livet på en kaffebar er fyldt med gode oplevelser og glade mennesker på begge sider af disken, og stemningen er ikke trykket af finanskrise og aktiekursfald, siger Jesper Koch.

Christina Koch kender Shoppen rigtig godt, og hun har et specielt forhold til den nyåbnede Kochs Kaffebar. Christina har været ansat i fire år hos Baresso Coffee, og også hos den Baresso i Shoppen, der nu har måttet vige pladsen for Kochs Kaffebar.

- Under mit sabbatår arbejdede jeg i Baressos kaffebar i Shoppen, hvor jeg var chefbarista og fungerede som daglig leder. Derfor glæder jeg mig til at være tilbage bag baren, nu hvor kaffebaren oven i købet er min egen, siger Christina Koch.

Christina læser også på Aalborg Universitet, hvor hun er i gang med sit 9. semester - og dermed snart færdig med sin kandidat uddannelse i Økonomistyring.

- I universitets sammenhæng har kaffebaren været en god måde at se teorien fungere i praksis. Derfor har jeg skrevet flere projekter, hvor kaffebaren har været inddraget, blandt andet i min bachelor om oplevelsesøkonomi i kaffebars-branchen, fortæller Christina Koch.

Med åbningen af Kochs Kaffebar i Shoppen kan man tilbyde kunderne håndbrygget kaffe og en pause imellem alle indkøbene.

- Der er sket en meget positiv udvikling med Shoppen. Der kommer mange mennesker i centret, hvor der er flere store og gode butikker, og så er tilgangen af Biografen et stort plus, pointerer Christina og Jesper Koch.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Forsiden