En uge i musikkens tegn
Brønderslev Kommune er selvfølgelig også med til at fejre Spil Dansk i 2013.
- Som sædvanligt fejrer vi den danske musik gennem hele ugen, fortæller fritids- og kulturkonsulent Inger Aarup-Kristensen.
Der tyvstartes i weekenden med to musikforestillinger. ”Fjeren og Rosen” er på Brønderslev Bibliotek lørdag klokken 14 og ”Længe Leve Liva” er i Grønningen søndag klokken 15. Begge steder er der offentlig adgang og det er stadig muligt at købe billetter.
I løbet af uge 43 er der så gang i musikken overalt i kommunen. Mange skoler og institutioner har egne traditioner med at arrangere morgensang eller invitere ældre på besøg og desuden har Kulturskolen og kulturkonsulenten sat gang i en række aktiviteter.
I flæng kan nævnes, at der tirsdag, og onsdag formiddag er Musikfortælling på fire af kommunens skoler nemlig Thise, Flauenskjold, Toftegårdsskolen og Søndergades Skole. Her vil de yngste børn opleve den professionelle eventyrfortæller Peter Søvad optræde sammen med kulturskoleleder John Fuglsang. De fortæller eventyret om den 2 meter høje prinsesse, som så gerne vil have en musikalsk mand, men han skal udover at kunne spille også være lige så høj som hende. I forestillingen indgår en række sange og musik spillet på fløjte, banjo, guitar og gulvbas.
I Ø. Brønderslev Samlingshus og Klokkerholm SFO inviteres børn og ældre til fællessang med duoen De Jøwe om onsdagen. Her vil repertoiret bl.a. være gamle børnesange, som er gået i arv gennem flere generationer. Der er gratis adgang og alle er velkomne.
Torsdag er det især pensionisterne, der spilles for. Det er Rosendalcentret i Agersted samt Bien i Brønderslev, der er værter til koncerter med offentlig adgang. Det er Henriette Kanstrups Trio, som optræder i Agersted og Brønderslev og der optrædes med sange og musik af Kaj Nordman Andersen. Desuden underholder Grønningens eget sangkor i Bien. Alle er velkommen her også, uanset alder.
Har man som almindelig borger lyst til at deltage i offentlige arrangementer er der også Spil Dansk koncert i kulturkirken i Mylund tirsdag kl. 19.00. Samme tidspunkt som koret Side by Side og Brønderslevs Bigband giver koncert i Den runde Pavillon i Brønderslev.
De unge skal også være med til at fejre Spil Dansk og på kommunens to gymnasier spiller det lokale band Echo Lips. Onsdag klokken 12.30 foregår det på Brønderslev Gymnasium og her er Hedegårdsskolens 10. klasser inviteret med til koncert. Dagen efter på selve Spil Dansk dagen foregår det på Dronninglund Gymnasium kl. 12.15 for alle gymnasiets egne elever.
I Dronninglund er der ikke så god plads, så Dronninglund Skoles overbygning kan ikke være med på gymnasiet. I stedet får de deres egen koncert med den unge sangskriver Daniel Jul Andersen torsdag formiddag.
På Hedegårdsskolen bliver der torsdag elevkoncerter.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.