Nordjylland

Endelig: Færre indbrud i Nordjylland

Efter over et års stigning i nordjyske indbrud er kurven nu vendt

Arkivfoto: Kim Dahl Hansen
Arkivfoto: Kim Dahl Hansen Kim Dahl Hansen

Opdateret kl. 20:08

NORDJYLLAND: For første gang i over et år kan Nordjyllands Politi nu melde om et fald i antallet af indbrud i private hjem.

Siden 1. april er det kun gået nedad med antallet af indbrud samtidig med, at flere mulige gerningsmænd er blevet anholdt og varetægtsfængslet.

Som et af de eneste steder i landet, oplevede Nordjylland nemlig en stigning i indbrud hele 2015. En stigning som fortsatte ind i det nye år, og som fik Nordjyllands Politi til at lave en ekstraordinær indsats mod indbrudstyvene.

Og hos politiet er man da heller ikke i tvivl om, hvad der er årsag til faldet.

- Vi lavede en ekstra indsats på indbrudsområdet, hvor der blandet andet blev oprettet specielle indbrudsgrupper. Og der er ingen tvivl om, at det har hjulpet en del, siger politikommissær Sune Myrup, der leder indbrudsafdelingen i den centrale efterforskning.

Flere anholdt

Det var dog ikke helt gnidningsfrit, da de ekstra ressourcer til indbrudsområdet skulle findes. Det betød blandt andet, at nærstationen i Hirtshals blev lukket midlertidigt, og at nærstationerne i Kaas og Brønderslev blev neddroslet.

Men det ser altså nu ud til, at indbrudsindsatsen har givet pote. Styrkelsen på indbrudsområdet skete sidst i marts, og i allerede i april faldt antallet af indbrud med 14 procent i forhold til året før - fra 156 indbrud til 134.

I maj er faldet så endnu større. Her er antallet af indbrud dalet fra 181 i 2015 til 115 - et fald på 36 procent.

- Siden marts har vi anholdt 59 formodede gerningsmænd, og 21 er blevet varetægtsfængslet i indbrudssager. Det er det, vi nu kan aflæse effekten af, siger Sune Myrup.

Stort fald i Vendsyssel

Især Hjørring og Frederikshavn var hårdt ramt af indbrud sidste år, men det er nu også de steder, sammen med Aalborg, der nu oplever færre indbrud igen.

Derimod kniber det lidt i Himmerland, hvor der lige nu er flest indbrud, fortæller Sune Myrup.

Samlet set på årets fem første måneder ligger antallet af indbrud også stadig en smule over sidste års rekord - men det skyldes en skidt start på året, mener Sune Myrup.

- Vi er ved at være nede i niveau, men vi har et hængeparti fra første kvartal, der trækker det samlede tal op, siger han.

Den styrkede indbrudsindsats fortsætter indtil videre.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden