Endnu et privat plejefirma lukket

Tidligere ansatte mangler feriepenge, oplyser fagforening

Peter Witten
Arkivfoto: Lars Pauli
Konkurs 31. januar 2018 17:37 - Opdateret 31. januar 2018 18:42

GRINDSTED: Det private plejefirma Aalborg Pleje og Rengøring ApS i Grindsted øst for Vestbjerg er gået konkurs.

Ifølge fagforeningen FOA har fire-fem af deres medlemmer feriepenge til gode i plejefirmaet, som for flere måneder siden stoppede driften.

FOA er ved at undersøge, om de ramte medlemmer også mangler pensionsindbetaling fra plejefirmaet.

Derfor har FOA endnu ikke en samlet opgørelse over de ramte medlemmers økonomiske krav mod det konkursramte firma, oplyser faglig sekretær Peter Ottosen.

Seneste regnskab for Aalborg Pleje og Rengøring ApS er for 2016, der endte med et underskud på lidt over 62.000 kr. Det fremgik af regnskabet, at egenkapitalen var negativ - et minus på knap 425.000 kr.

I årsregnskabet for 2016 skrev firmaets ledelse - indehaveren - at "selskabet har tabt sin kapital og kæmper i et hårdt marked", men at man ville forsøge at reetablere kapitalen. "Selskabets likviditet er til tider meget anstrengt, og det har medført, at der har været problemer med rettidig betaling af moms og A-skat", skriver ledelsen videre.

Nu er selskabet gået konkurs. Og det er langtfra eneste private plejefirma, der har drejet nøglen om.

FOA-forbundsformand Dennis Kristensen skriver på Twitter, at det er konkurs nr. 51 blandt private plejefirmaer.

Det har ikke været muligt at komme i kontakt med ejeren af det nu lukkede firma eller kurator i konkursboet.

LÆS OGSÅ: Din Hjemmepleje erklæret konkurs

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...