Sport

Enevoldsen: Vi er svage favoritter

AaB’s dobbelte målscorer tror, at nordjyderne besejrer AGF i pokalsemifinalerne

Thomas Enevoldsen scorede to gange, da AaB spillede sig videre til pokalsemifinalerne med en sikker udesejr over FC Roskilde fra 1. division. Foto: Mathias Løvgreen Bojesen/Scanpix
Thomas Enevoldsen scorede to gange, da AaB spillede sig videre til pokalsemifinalerne med en sikker udesejr over FC Roskilde fra 1. division. Foto: Mathias Løvgreen Bojesen/Scanpix Scanpix Denmark

ROSKILDE: AaB spillede sig tirsdag aften videre til semifinalerne i DBU Pokalen efter en sikker sejr på Roskilde Idrætspark, hvor værterne fra Bet25 Ligaen indkasserede et klart nederlag på 0-4 til de nordjyske forhåndsfavoritter fra Alka Superligaen.

Den nordjyske sejr blev slået fast allerede inden pausen, hvor Nicolaj Thomsen åbnede scoringen på et straffespark, hvorefter Thomas Enevoldsen scorede to gange.

- Jeg synes, vi skal have stor ros for den professionelle indstilling, vi mødte op med i dag. Det har vi gjort i alle pokalkampene, og det er ligegyldigt, hvad modstanderen hedder, siger Thomas Enevoldsen, der glæder sig over at være en del af AaB-offensiven.

- Jeg spiller på et hold, hvor jeg nok skal komme frem til chancer, og til træning arbejder jeg meget med at sparke dem i kassen, når muligheden byder sig. Det begynder at bære frugt i kampene, og jeg skal jo ikke bruge mange chancer for at score, erkender Thomas Enevoldsen.

Skarpretteren blev hjulpet godt på vej af Frederik Børsting, der assisterede begge mål, inden kantspilleren lukkede og slukkede med AaB’s fjerde mål efter pausen.

- Børsting laver to rigtig gode assists til mig. Den anden kunne han måske selv have sparket ind, men han vurderede, at det var bedre at spille den, og det kan man jo ikke klandre ham for, griner Thomas Enevoldsen.

Den dobbelte målscorer glæder sig allerede til semifinalerne mod AGF, selvom der først venter et nordjysk lokalopgør mod Hobro på søndag.

- Det bliver spændende. Det er jo en jysk klassiker, hvilket kampen også kaldes, og vi har jo lige spillet et rigtig dramatisk opgør mod dem, hvor vi måske føler, at vi har lidt revanche til gode efter det, der skete i Aalborg. Først koncentrerer vi os dog om Hobro. Hvis vi kan vinde dernede, har vi vundet tre i træk, og så går vi ind til den første kamp mod AGF med en utrolig stor selvtillid, forklarer Thomas Enevoldsen, der gerne påtager sig favoritrollen.

- Det er svært at sige, men jeg vil alligevel sige, at vi er svage favoritter over to kampe. AGF har dog vist, at de kan skabe problemer for os, men hvis vi kan holde fast i den professionelle tilgang til tingene, tror jeg også, at vi kan vinde over to kampe, fastslår Thomas Enevoldsen.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden