Overlegne AaB cruiser i semifinalerne
En sikker sejr i Roskilde sender nordjyderne videre til semifinalerne i DBU Pokalen, hvor AGF venter
Opdateret kl. 20:37
ROSKILDE: Tirsdag aften spillede AaB sig videre til semifinalerne i DBU Pokalen med en sikker sejr på Roskilde Idrætspark, hvor FC Roskilde fra Bet25 Ligaen tabte 0-4 til de nordjyske storfavoritter fra Alka Superligaen.
Efter en chancefattig indledning kom værterne frem til opgørets første reelle scoringsmulighed efter 10 minutters spil, hvor Morten Nielsen sled sig fri og sendte et fladt indlæg ind i AaB-feltet, som Mikkel Nøhr akkurat ikke kunne nå frem til.
Fire minutter senere fik Jannik Pohl en endnu større mulighed, da den unge AaB-angriber opsnappede bolden få meter fra mål, men Frederik Vang reddede Roskilde med en god fodparade.
Efter 26 minutters spil tog AaB føringen på en straffesparksscoring af Nicolaj Thomsen. Kantspilleren havde selv skabt situationen ved at spille Jakob Blåbjerg fri med en fiks hælaflevering. AaB-backen nåede lige at prikke bolden, inden han blev nedlagt af Roskilde-keeperen, der efterfølgende var tæt på at få fingrene på, da Nicolaj Thomsen lagde bolden i nettet fra ellevemeterpletten.
AaB fordoblede føringen i det 32. minut, hvor Rasmus Würtz sendte Frederik Børsting mod baglinjen med en veltimet dybdebold. Kantspilleren havde god tid til at få kuglen under kontrol og sende den ind i panden af Thomas Enevoldsen, der sikkert headede bolden over i det modsatte målhjørne.
Tre minutter senere blev AaB tvunget til at udskifte Rasmus Würtz, der havde fået en forstrækning i baglåret. Han blev erstattet af Oliver Abildgaard, men anførerens fravær fik ikke nævneværdig betydning.
I det 39. minut fik hjemmeholdet ellers muligheden for at reducere på et hjørnespark, men det endte i stedet med en hurtig AaB-kontra, hvor Nicolaj Thomsen førte bolden frem til Jannik Pohl. AaB-angriberen spillede på tværs til Frederik Børsting, der var helt fri i feltet, men kantspilleren var uselvisk og viste stort overblik ved at spille bolden videre til Thomas Enevoldsen, der let kunne score nordjydernes tredje mål.
FC Roskilde kom frem til den første mulighed efter pausen, hvor Nicolai Larsen blev tvunget til at diske op med en fin redning, men i det 54. minut var det alligevel AaB, der igen slog til. 0-3 blev således til 0-4, da Kasper Pedersen spillede bolden op i fødderne på Thomas Enevoldsen, der hurtigt prikkede den videre til Frederik Børsting. Sidstnævnte havde frit løb mod mål og lobbede elegant bolden over keeperen.
I kampens 74. minut var gæsterne tæt på aftenens femte scoring, men Frederik Vang dirigerede Jannik Pohls afslutning op på overliggeren, og Roskilde-keeperen var også på plads, da indskiftede Mathias Thrane efterfølgende forsøgte at flugte kuglen i kassen.
Der blev ikke scoret mere i kampen, som dermed endte 0-4 til de nordjyske gæster, og AaB er nu klar til semifinalerne i DBU Pokalen, hvor AGF venter. Nordjyderne har hjemmebanefordelen i det første opgør, der spilles onsdag 13. april klokken 18 på NORDJYSKE Arena i Aalborg. Returkampen spilles torsdag 21. april klokken 20 på Ceres Arena i Aarhus.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.