Entreprenør hårdt ramt af indbrud
Søger råd hos politiet om, hvordan man undgår tyveri fra byggepladser
Opdateret kl. 08:26
ole.jensen@nordjyske.dk
AALESTRUP: Endnu engang har entreprenørvirksomheden Gunnar Nielsen A/S i Aars her i sommerperioden haft indbrud på en byggeplads.
Denne gang er en skibscontainer af stål brudt på en adresse på Bjergegårdsvej i den nordlige udkant af Aalestrup by.
Det er sket i tidsrummet fra tirsdag aften klokken 17 til onsdag morgen klokken 7.
Værdier for 53.200 kr. stjålet
Fra skibscontaineren er der stjålet 1.200 liter dieselolie fra en tank, en tankpumpe og en entreprenørpumpe af mærket Tsurumi, løftekæder, en diamantklinge, en jordstamper af mærket Wacker og en mobil Honda generator model 3500 samt en Makita kapsav.
Totalt er der ifølge Nordjyllands Politi stjålet værdier for 53.200 kroner i den aflåste skibscontainer.
Konsulenthjælp hos politiet
Entreprenørfirmaet havde opstillet skibscontaineren på Bjergegårdsvej 10 i Aalestrup i forbindelse med igangværende kloakarbejde i området.
I løbet af juli har firmaet fem gange været udsat for tyveri af dieselolie og værktøj fra flere byggepladser rundt i Himmerland.
Alene på Gislumvej ved Aars har der været indbrud og tyveri tre gange i løbet af blot to uger.
- Efterhånden ved vi snart ikke, hvordan vi skal gardere os mod de mange indbrud tyverierne, som udføres meget efter samme metode. I forvejen placerer vi vores tanke med dieselolie inde i aflåste skibscontainere, men alligevel bliver de brudt op uanset at vi som regel nu også placerer tunge entreprenørmaskiner foran dem ved fyraftenstide, erklærer projektleder Michael Olesen hos Gunnar Nielsen A/S.
Efter det seneste indbrud og tyveri i Aalestrup tager entreprenørfirmaet ifølge projektlederen nu kontakt til en sikringskonsulent hos politiet for at få hans råd til, hvordan de sikrer deres værdier på byggepladserne bedre fremover
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.