Erhverv

Aalborg-firma henter ny kapital: 23 millioner kroner er landet

Ambitionerne vokser hos Create It Real, der retter fokus mod globalt marked

- Vi oplever en stigende interesse fra virksomheder fra meget forskellige industrier, siger Jeremie Perre Gay, CEO hos Create It Real. Foto: Create It Real
- Vi oplever en stigende interesse fra virksomheder fra meget forskellige industrier, siger Jeremie Perre Gay, CEO hos Create It Real. Foto: Create It Real

AALBORG: Aalborgensiske ”Create It Real” er netop lykkedes med at skaffe ny kapital i form af 23 millioner kroner fra Vækstfonden, Investo Capital samt to private investorer. Det oplyser virksomheden i en pressemeddelelse.

Create It Real har siden 2009 specialiseret sig i teknologi til 3D-printning.

Verdens første real-time-processor til 3D-print blev lanceret af Create It Real tilbage i 2013, og nu står virksomheden klar til for alvor at globalt udrulle deres teknologiplatform efter den veloverståede investeringsrunde, der har givet 10 mio. kr. i egenkapital og 13 mio. kr. i lån.

- Create It Real har en stærk teknologi, der kan medvirke til at løfte 3D-printning fra prototypestadiet til reel produktion. Vi er således glade for, at vi sammen med Vækstfonden og de øvrige investorer har lukket en ny investeringsrunde. Med et samlet kapitalløft på 23 millioner kroner på plads, glæder vi os til at være med til at støtte op om selskabets fortsatte kommercialisering, siger Jesper Jespersen, partner i Investo Capital K/S i pressemeddelelsen.

Den nye kapital skal bruges til global skalering.

Jeremie Perre Gay, CEO hos Create It Real siger :

- Vi oplever en stigende interesse fra virksomheder fra meget forskellige industrier, der kontakter os, fordi de har set en mulighed for at disrupte deres industri med 3D Print. De vil skabe nye applikationer og nye forretningsmodeller. De ved bare ikke hvordan de skal implementere denne nye teknologi i forhold til produktionsworkflow, eksisterende designsoftware, betalingsmodeller, etc. Her kan vi hjælpe, idet vi har ekspertisen og de nødvendige ”Byggeklodser” til at være en ”one-stop-shop”.

Hos Vækstfonden glæder man sig ligeledes over investeringen og samarbejdet med Investo Capital:

- Vi har nu været investeret i selskabet i en årrække og er meget begejstret for de muligheder, vi ser i selskabet, og den teknologibase, som de har skabt. Vi er sikre på, at selskabet bliver en af vinderne i de nye markeder, der opstår omkring 3D-teknologien. Vi er også begejstrede for at se teknologivirksomhederne blomstre i det gamle danske ”Silicon Valley” i Aalborg, fortæller Ole Kring, Partner i VF Venture, Vækstfondens afdeling for direkte investeringer, og fortsætter:

- Samtidigt er vi glade for og stolte over, at en prominent investor som Investo Capital nu også træder ind i selskabet. Det bidrager med stærke kompetencer, og jeg glæder mig utroligt meget til samarbejdet.

Vækstfonden investerede for første gang i Create It Real i 2018.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden