Aalborg Havn står over for kæmpeudvidelse
Der skal bygges nye lagerhoteller, nye arealer til godshåndtering samt nye jernbaneskinner og veje for i alt omkring 400 millioner kroner
Opdateret 27. august 2021 kl. 09:15
AALBORG: Port of Aalborg - Aalborg Havn - vil over de næste tre år står i udvidelsens tegn.
Havnens nuværende transportcenter, Nordjysk Transport Center, vil vokse med 90.000 kvadratmeter ekstra lager- og pakhuskapacitet kombineret med anlæggelsen af nye terminalarealer.
Udvidelsen vil ske på et areal på 150.000 kvadratmeter mod øst og kommer til at grænse op til Port of Aalborgs multiterminal på den ene side og den spritnye jernbaneterminal på den anden.
Derudover vil udvidelsen også omfatte ny infrastruktur til vejtransporten i form af endnu en trailerparkeringsplads.
- Der ingen tvivl om, at ledigt lager og godshåndteringskapacitet længe har været en mangelvare i det nordjyske, og vi er trods flere investeringer i begge dele endnu langt fra at mætte efterspørgslen. Derfor er vi nu klar til at gå endnu flere gear op med en betragtelig udbygning af både lagerfaciliteter og terminalarealer, siger Kjartan Ross, der er salgschef i Port of Aalborg.
Udvidelsen skal også møde det stigende behov for miljøvenlige løsninger, som Port of Aalborg ser forude, og som vil betyde en stigning i godstransporten på bane.
- Vi har i forvejen så sent som i januar etableret endnu et jernbaneområde, og da vi kun forventer, at efterspørgslen vil stige yderligere, forbereder vi det nye område til en ny jernbaneterminal med op mod 800 meter spor, siger salgschefen.
Jernbanetransporten er ikke det eneste sted, hvor efterspørgslen er høj.
Kjartan Ross peger på, at Port of Aalborg siden 2018 har opført hele syv store universallagerhaller på hver 2000 kvadratmeter.
- Og alle var stort set udlejet, inden bygningerne stod klar til brug, konstaterer han.
Mulige kunder har meldt sig
Allerede nu viser erhvervslivet ifølge salgschefen stor interesse for de kommende muligheder.
Den første aftale om et 16.000 kvadratmeter stort lagerbyggeri til Danske Fragtmænd er i hus, og Port of Aalborg er netop nu i fuld gang med forhandlinger med flere andre virksomheder.
Forventningen er, at de næste projektaftaler falder på plads i løbet af 2021.
- Det glæder os, at mange virksomheder kan se sig selv i projektet. Det er helt afgørende, at vi har markedet med indover, så vi sammen kan skabe det bedst mulige setup for erhvervslivet. Vi har lavet en gennemarbejdet plan og opstillet rammerne for udvidelsen af transportcenteret, men de forskellige faciliteter og enheders udformning og karakteristika er på ingen måde mejslet i sten, og vi ser derfor frem til den videre dialog, siger Kjartan Ross.
Port of Aalborg er åben over for, hvordan det konkrete samarbejde med interesserede virksomheder vil folde sig ud.
- Vi vil eje den jord, der bliver bygget på, men hvis en virksomhed derudover ønsker selv at bygge deres faciliteter frem for at bo til leje hos os, ja, så er det også en mulighed.
Aftale om Grønlandstrafik ophører i 23
Port of Aalborgs aftale med Royal Arctic Line - der er ejet af det grønlandske selvstyre - om rutetrafik og drift af havnes containerterminal ophører - sådan som det tegner nu - med udgangen af 2022.
Havnens kommende udvidelse illustrerer ifølge Kjartan Ross, at fremtiden ikke står og falder med, at Royal Arctic Line fortsætter med at bruge Aalborg som basishavn.
- Transporten til og fra Nordatlanten er et transportmarked, vi også i fremtiden tror rigtig meget på, hvilket også er årsagen til vores nye havneaftale med det islandske rederi Eimskip, der indebærer, at Aalborg nu er koblet på deres nordatlantiske sejladssystem.
- Unifeeder har jo også ugentlig forbindelser til Aalborg. De betjener en bred vifte af rederier, hvormed det er muligt at blive forbundet med resten af verden, også via flere af de helt store containerskibsrederier. Således indgår Aalborg som et hub i rederierne verdensomspændende netværk, hvormed Aalborg er koblet godt op til hele verden, fremhæver han.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.