Bilkøbere flygter fra kendte mærker – og én type bil
De tektoniske plader flytter sig på bilmarkedet. Det går ud over de store bilmærker - og en tidligere populær biltype
Opdateret kl. 16:24
Der sker voldsomme sager på det danske bilmarked, hvor kunderne i stor stil ændrer købevaner – og efterlader flere af de mest kendte bilmærker med massive tab af markedsandele.
Og så er salget af én specifik biltype nærmest gået død.
For at illustrere, hvordan størstedelen af de ”gamle” bilmærker bløder kunder, har Børsen lavet en gennemgang af registreringstal fra De Danske Bilimportører.
De viser, at markedsandelen for de største bilmærker på 10 år er faldet med 22 procentpoint.
I 2013 sad de 10 største bilmærker i Danmark på tilsammen 71,9 procent af bilsalget. Nu er de nede på en markedsandel på 49,9 procent.
Dermed er 9 ud af de 10 største bilmærker gået tilbage – med undtagelse af Hyundai, som er vokset en smule.
- Det er ekstraordinært, det, der sker, og det er et billede på, at der er nogen, som bliver klemt i den elektriske omstilling, siger Morten Hannesbo, som har haft ledende poster hos Toyota, Ford og Nissan, til Børsen.
Elbilernes indtog
Det hårdest ramte bilmærke er Ford, som på 10 år har fået halveret sin markedsandel. Også Citroën, Renault og Volkswagen (VW) er gået kraftigt tilbage.
Til gengæld har Tesla taget privatbilmarkedet med storm, mens også Audi, BMW og Mercedes-Benz er vokset. Tesla havde i 2013 en markedsandel i Danmark tæt på nul, men er i år det mest solgte mærke med en markedsandel på 12,1 procent.
Audi, BMW og Mercedes-Benz har på 10 år mere end fordoblet deres markedsandel.
Det er ikke mindst den elektriske revolution, som får de tektoniske plader på bilmarkedet til at forskubbe sig.
I årets første ni måneder udgjorde elbilsalget herhjemme 37 procent af det samlede bilsalg til private – anført af supersælgeren Tesla Model Y.
Imens fortsætter en anden biltype den styrtblødning, som nu har stået på over en længere periode.
Nemlig dieselbilerne, som der i september kun blev solgt 191 af til private.
Dieselbilerne har indtil videre i år kun udgjort sølle 5 procent af det samlede bilsalg til private, ifølge tal fra De Danske Bilimportører, og der er ifølge FDM flere årsager til, at salget nærmest er gået fuldstændig i stå.
Årsagen til nedturen
Dieselbilerne har ellers tidligere hittet blandt prisbevidste danskere. I 2018 udgjorde de næsten en femtedel af det samlede bilsalg til private.
Men nu er de – på trods af at de kører langt på literen – blevet for dyre at købe, lyder forklaringen.
Det skyldes blandt andet en omlægning af registreringsafgiften tilbage i 2020, som betyder, at dieselbiler ikke længere får samme rabat for at køre længere på literen.
Samtidig er det også blevet dyrere at eje en dieselbil, fordi den såkaldte udligningsafgift i 2021 blev hævet med 21 procent, og fordi ejerafgiften generelt kommer til at stige med 37 procent fra 2021 og frem mod 2026.
Nedturen for dieselbilerne begyndte at tage fart allerede sidste år, og der er ikke umiddelbart udsigt til et comeback.
Store prisforskelle
For gennemsnitsprisen for en dieselbil er nu højere end for både benzinbiler, elbiler og plugin-hybrider, ifølge beregninger fra Danmarks Statistik.
Og i de bilklasser, hvor dieselbilerne fortsat markedsføres, er prisen så høj, at man kan vælge en elbil som alternativ.
Det vælger mange at gøre, også fordi elbilen er billigere i drift.
Til dieselbilernes fordel taler heller ikke den usikkerhed, der hersker om biltypen – blandt andet foranlediget af nye miljøregler, som forbyder gamle dieselbiler i visse byområder.
I 2022 var gennemsnitsprisen for de dieselbiler, som danskerne købte, 467.237 kroner. Til sammenligning kostede en gennemsnitlig benzinbil 246.904 kroner, mens prisen for en elbil var 453.235 kroner.
En plugin-hybrid stod i 461.121 kroner.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.