Blev store på kiks og kager: Nu skal et nyt marked skabe arbejdspladser

Det nye forretningsben "Nordthy Health & Drinks" kommer til at skabe arbejdspladser i Thy

Søren Lukassen, direktør for Nordthy. <i>Foto: Bo Lehm</i>

Søren Lukassen, direktør for Nordthy. Foto: Bo Lehm

ØSTERILD:Nordthy A/S i Østerild har overtaget alle aktiviteter i virksomhederne Nordic Nutrient ApS og Urban Coast ApS, der er danske importører af vitaminer, mineraler, drikkevarer samt protein- og kollagenberigede produkter.

Det oplyser Nordthy i en pressemeddelelse.

- Det er et nyt forretningsben for os. Vi har selv netop lanceret fire proteinbarer, så vi var i forvejen begyndt at kigge den vej, siger Nordthys administrerende direktør Søren Lukassen.

Det nye forretningsben er blevet døbt "Nordthy Health & Drinks", og at Nordthy, der har vokset sig stor på salg af kiks og kager, nu vil bevæge sig ind på markedet for helseprodukter, kan virke som en spøjs kontrast.

Men opkøbet giver mulighed for at udvide produktporteføljen og samtidig høste synergier, forklarer Søren Lukassen:

- Vi tror på, at kiks og kager bliver ved med at være stort, men vi tror også, at de mere helseorienterede produkter med protein og kollagen kan blive store i fremtiden. Vi ser det rundt omkring i udlandet, og vi forventer, at den udvikling også kommer til at slå igennem i Danmark, siger han og fortsætter:

- Samtidig får vi Rasmus Freivald Bentzon med ind i virksomheden, og han har en kundeporteføjle, som vi ikke i dag handler med, men som kan være med til at skabe et marked for os, også når det handler om at komme ind i supermarkedskæderne.

Rasmus Freivald Bentzon, den nu tidligere ejer af både Nordic Nutrient og Urban Coast, kommer til at stå i front for Nordthy Health & Drinks. Opkøbet tilføjer en hel del produkter til Nordthys allerede velvoksne portefølje, og det kommer til at kræve investeringer, forklarer Søren Lukassen:

- De første seks måneder beholder vi lageret ved Aarhus, men derefter er det meningen, at lageret skal flyttes herop til Østerild, så vi får samlet alt under et tag og kan høste nogle synergier på den konto, siger han og tilføjer:

- Der er en grund lige bagved vores nuværende bygninger, som vi arbejder på at købe af kommunen, og hvis det lykkedes, skal vi forhåbentlig i gang med endnu en større udvidelse af vores lagerfaciliteter efter sommerferien, så vi får plads til de mange nye produkter.

Nyheden om opkøbet af Urban Coast og Nordic Nutrient, og oprettelsen af det nye forretningsben Nordthy Health & Drinks, kommer i halen af opkøbet af BS-Import i Frederikshavn, som også har affødt et nyt forretningsben i form af Nordthy Food.

Der er med andre ord smidt et ordentligt læs kul på vækstmotoren i Nordthy, og forventningerne til de nye satsninger er da også store:

- Al drift skal være i Østerild, og så beholder vi et kontor i Aarhus og et i Frederikshavn. Det kommer til at betyde arbejdspladser i Thy, både i kvalitet, på lager, kontor og markedsføring. Dem er vi allerede ved at søge nu, siger Søren Lukassen og tilføjer:

- Vi forventer at tredoble Health & Drinks indenfor et par år gennem alle de synergieffekter, vi kan tilføre til det her opkøb. Vi tror på, at vi har maskinen, der kan løfte det og gøre det til en god forretning.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.