Havde sportsbutik i 40 år: Nu har 80-årige Hans fået nyt job

Selvom han har et langt arbejdsliv bag sig, har Hans Bøgvad Nielsen kastet sig over et nyt job

Hans Bøgvad Nielsen har gennem 40 år drevet sportsbutik, men nu har han kastet sig over et nyt job - vel at mærke i en alder af 80 år. <i>Foto: Bo Lehm</i>

Hans Bøgvad Nielsen har gennem 40 år drevet sportsbutik, men nu har han kastet sig over et nyt job - vel at mærke i en alder af 80 år. Foto: Bo Lehm

ØSTERILD:Den røde fejemaskine summer, op og ned mellem de meterhøje reoler på lageret hos Nordthy i Østerild.

Bag rattet sidder 80-årige Hans Bøgvad Nielsen, der startede som fejemester i virksomheden 1. december.

Man skulle ellers synes, at Hans er ved at have udtjent sin værnepligt på arbejdsmarkedet. Gennem 40 år drev han sportsbutik i Thisted, og siden han trak sig tilbage fra livet som forretningsdrivende, har Hans blandt andet været 10 år hos Møllegårdens Camping i Vilsund.

- Alle de penge, Lars og jeg plejede at tjene på at plukke æbler, da vi var børn, de blev brugt på fodboldstøvler henne hos Hans, siger Søren Lukassen, administrerende direktør for Nordthy, som driver virksomheden sammen med sin bror, Lars Lukassen.

Selvom fejemaskinen er Hans' faste følgesvend, har den 80-årige fejemester intet problem med at fatte en manuel kost, når behovet opstår. <i>Foto: Bo Lehm</i>

Selvom fejemaskinen er Hans' faste følgesvend, har den 80-årige fejemester intet problem med at fatte en manuel kost, når behovet opstår. Foto: Bo Lehm

Da Hans stoppede i Intersport tilbage i 2004, fik han efterfølgende udarbejdet en flyer om sig selv. "Jeg kan og vil!", står der med store typer på flyeren, der også opremser nogle af de forskellige kompetencer, Hans kan bryste sig af efter et langt arbejdsliv.

- Jeg var ved at rydde op på mit skrivebord, og så opdagede jeg, at jeg stadig havde to af de flyere liggende. Den ene ville jeg gemme, og så kom jeg frem til, at jeg ville forsøge at sende den anden herud, siger Hans.

Flyeren, kombineret med en håndskreven jobansøgning, kunne Søren Lukassen ikke stå for:

- Den slags ansøgninger ser vi ikke så ofte. Slet ikke med et fødselsår, der hedder 1942.

- Jeg har også truffet flere, der er noget duperede over, at en 80-årig sådan kan skaffe sig et job med bare én ansøgning, tilføjer Hans.

Jobbet giver lidt indhold i dagene, så tilværelsen ikke går hen og bliver alt for stille, selvom man på papiret er langt over pensionsalderen.

- Jeg fik en blodprop for tre et halvt år siden, og der var jeg bange for at gå i stå. Derfor var det vigtigt for mig at komme i gang igen, og det er jeg så heldigvis kommet, siger Hans og fortsætter:

- Vi er lige flyttet fra stort hus til lejlighed, og min kone kan godt lide at strikke på strikkemaskine, og så tænkte jeg, at jeg godt kunne finde på lidt at lave, så hun kunne få lov til at sidde i fred med det.

Den håndskrevne jobansøgning kombineret med den flotte flyer var det blikfang, der skulle til, for at direktør Søren Lukassen (tv) med det samme ringede og tilbød Hans et job. <i>Foto: Bo Lehm</i>

Den håndskrevne jobansøgning kombineret med den flotte flyer var det blikfang, der skulle til, for at direktør Søren Lukassen (tv) med det samme ringede og tilbød Hans et job. Foto: Bo Lehm

Valget faldt på Nordthy, fordi Hans for tre år siden besøgte virksomheden sammen med sin bror og hans ven. Deres visit var ikke planlagt, men alligevel fik de en varm velkomst og en rundvisning, som gav ham et godt indtryk af stedet.

- Jeg synes, det er imponerende, at en lille by som Østerild er hjemsted for så stor en virksomhed, siger Hans, der også har fulgt med i, hvor meget virksomheden har vokset gennem årene.

På det 20.000 kvm store lager har Hans mere end 40 andre kolleger, som han er i fuld gang med at lære at kende. Én af dem kender han dog særdeles godt, nemlig lagerchefen, som har stået i lære hos Hans, da han havde Intersport.

- Det går ganske fint med at arbejde under min gamle lærling. Men med så stort et lager, ser vi ikke så meget til hinanden. I dag måtte jeg faktisk jagte ham, fordi han havde glemt at lade min fejemaskine op, siger Hans med et smil.

Medarbejdere som Hans er med til at skabe mangfoldighed på arbejdspladsen, fortæller direktøren:

- At vi har en arbejdsplads, hvor vi kan rumme forskellige aldre, og hvor vi også har fleksjobbere, det synes vi bidrager positivt til fællesskabet. Der skal være plads til alle, siger Søren Lukassen.

Næste skridt bliver, at Hans skal i gang med at lære en ny maskine at kende, så han kan stå for gulvvasken om fredagen. Og sådan kan man hurtigt stige i graderne, medgiver Hans.

På lageret hos Nordthy er der hektisk aktivitet, og to gange om ugen sætter Hans sig op på den røde fejemaskine, så der kan være orden på de mange kvadratmetre. <i>Foto: Bo Lehm</i>

På lageret hos Nordthy er der hektisk aktivitet, og to gange om ugen sætter Hans sig op på den røde fejemaskine, så der kan være orden på de mange kvadratmetre. Foto: Bo Lehm

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.