Forråelse er et problem på arbejdspladser. Det er et problem i samtalen både face to face og på sociale medier. Det er et problem i politik.

Jeg bliver i dette skriv ved min egen verden – nemlig den politiske. Jeg bliver ikke kun ved politik. Jeg bliver ved politikere. Vi er en stor del af problemet.

Tillad mig at bringe en definition fra psykolog Dorthe Birkmose, som er bragt i Fagbladet FOA 2019:

”Hvad er forråelse?

Forråelse kommer af begrebet rå og er en oplevelse af, at man bliver mere kold og kynisk.

Det er en udviklingsproces, hvor man ændrer sig og ændrer holdninger i retning af mere kulde og råhed.

Forråelse er også lig med tankeløshed, hvor vi ikke tænker over hvilken betydninger vores handlinger har.”

I de 20 år jeg har været med som folkevalgt, har retorikken ændret sig. Og tro mig – jeg ser ikke kun eksempler fra den ene blok i politik. Vi er nok cirka lige gode om det …. Øhhhhlige slemme til det.

Når en politiker kan udtale, at der er truende beduinlejre i venteværelset på et dansk sygehus – ja så er der i min optik tale om forråelse i politisk argumentation.

Når landets højeste rangerende folkevalgte (Christiansborg) beskylder hinanden for misinformation, så ser vi borgere vantro på dem med åben mund og polypper.

Bliver vi misinformeret af vores lovgivende forsamling?

Det er en helt naturlig tanke i et land, hvor undersøgelse efter undersøgelse viser, at tilliden i det danske samfund er i top sammenlignet med andre vestlige lande.

Når man fra en politiker om andre politikere hører: ”dræn sumpen” – ja så er der tale om en råhed, vi ikke tidligere har set.

Jeg kan desværre diske op med flere eksempler, men de tre valgte eksempler bør illustrere, hvad jeg mener. Er man fortsat i tvivl så gå på sociale medier og find nogle politiker-profiler, der mestrer den rå tone. Jeg garanterer, de kan findes med få klik.

Som politiske ledere, som meningsdannere, som nogle der træffer beslutninger og forvalter skatteborgernes penge har vi et ansvar for ikke at forfalde til den besnærende mulighed, der ligger i at kapitalisere stemmer ved at puste til den forråelse, der allerede finder sted. Vi har derimod et ansvar for at stoppe den.

Vi kan jo starte med os selv og egne retoriske greb og argumentation. Og vi kan sige fra over for det, vi ser, andre politikere benytter sig af, når det rammer bunden for god stil.

Hvis ikke vi handler, kan det medføre, at vi taber borgernes opbakning. At de ikke gider lytte til barnlige politikere, der råber ad hinanden, kalder hinanden noget, er rå, kolde og kyniske.

Det kan måske kortvarigt virke som om, at man er en vældig kårl (nordjysk ord for karl), når man er rå, kold og kynisk, men lad os stå sammen om, at det er man ikke. Man er en vældig kårl, når det bedste argument vinder ved saglig, respektfuld og meget gerne benhård diskussion og argumentation.

Det er langt fra det samme som forråelse.

Det er stærkt politisk lederskab i et demokrati, hvor vi taler åbent og ordentligt sammen – også i fremtiden.

Der er nogle, der ser på os. Der er nogle der lytter til os. Der er nogen, der med rette kan forvente, at vi viser og går vejen ind i fremtiden for det danske samfund. Derfor er vi nødt til at ændre retning. Og vi skal gøre det nu, mens vi alle stadig lytter tillidsfuldt til hinanden.