Brødre bag succesfuld millionforretning træder ned

De solgte deres virksomhed for et trecifret millionbeløb. Nu overdrager de deres direktørposter

Kasper og Erik Buus Nielsen slipper styringen af den virksomhed, som har gjort dem begge til mangemillionærer. Arkivfoto: Mette Nielsen. <i>Mette Nielsen</i>

Kasper og Erik Buus Nielsen slipper styringen af den virksomhed, som har gjort dem begge til mangemillionærer. Arkivfoto: Mette Nielsen. Mette Nielsen

TERNDRUP:Det nordjyske brødrepar Erik og Kasper Buus Larsen træder nu tilbage fra deres direktørposter i den virksomhed, som de har opbygget helt fra bunden og gjort til en stor og succesfuld millionforretning.

Brødreparret står bag Cykelgear.dk, der er Danmarks største og mest indtjenende netbutik for cykler og cykeludstyr.

For seks måneder siden solgte brødrene majoriteten af virksomheden til det hollandske investeringsselskab Foreman Capital. En handel til et ukendt trecifret millionbeløb.

Nu overdrages ledelsen af virksomheden til den 34-årige Andreas Bang Nielsen.

- Andreas Bang Nielsen er den helt rigtige til at stå i spidsen for Cykelgear. Med sin store erfaring inden for onlinehandel, marketing og retail er Cykelgear i rigtig gode hænder og klar til endnu et væksteventyr, udtaler afgående administrerende direktør Kasper Buus Larsen.

Buus Nielsen-brødrene sammen med Cykelgear.dk's nye adm. direktør i midten. PR-foto.

Buus Nielsen-brødrene sammen med Cykelgear.dk's nye adm. direktør i midten. PR-foto.

En indbringende forretning

Andreas Bang Nielsen kommer senest fra en stilling som marketing- og e-handelsdirektør hos Davidsens Tømmerhandel A/S. Han overtager direktørstolen fra brødrene Buus Larsen, som gennem de seneste 13 år har bygget Cykelgear.dk op fra bunden.

De to brødre, der begge har dyrket cykelsport fra en ung alder, begyndte i 2008 med et lille restlager af cykelgrej, som de solgte over nettet. Det voksede sig med tiden større og større, og virksomheden tjente sidste år næsten 30 millioner kroner efter skat.

Med salget til et hollandsk investeringsselskab er der imidlertid skruet gevaldigt op for ambitionerne. I dag sælger Cykelgear.dk i Danmark, Norge og Sverige, men målet er at indtage flere lande.

Og der skal ansættes væsentligt flere medarbejdere end de i dag cirka 60, som Cykelgear.dk beskæftiger.

Men det bliver altså uden Erik og Kasper Buus Larsen ved styrepinden.

Erik Buus Larsen får fremadrettet en strategisk rolle i virksomhedens indkøbsafdeling. Kasper Buus Larsen har valgt at træde ud af virksomhedens daglige drift, men fortsætter i bestyrelsen.

Den nye direktør, Andreas Bang Nielsen, lægger ikke skjul på ambitionsniveauet.

- Cykelgear er danskernes førstevalg, når det gælder tilbehør og cykeldele online, og det er min klare ambition at fortsætte og udvikle strategien med et stort fokus på kvalitet i både kundeservice, leveringshastighed og produkter fremadrettet, udtaler han.

Cykelgear håndterer årligt omkring 550.000 ordrer. Arkivfoto: Martin Damgård.

Cykelgear håndterer årligt omkring 550.000 ordrer. Arkivfoto: Martin Damgård.

Et godt tilbud

Cykelgear.dk har i omegnen af 25.000 varenumre, som plukkes på Terndrup-lageret med hjælp fra robotter. Virksomheden omsætter årligt for over 200 millioner kroner, hvoraf langt størstedelen er online.

De to stifter-brødre har gennem tiden fået adskillige henvendelser fra potentielle købere, men altid sagt nej. Men da et fornuftigt bud fra nogen, som før har bevist, at de kan få webshops til at vokse, tikkede ind, slog brødrene til.

Foreman Capital købte for år tilbage en hollandsk netbutik, som sælger værktøj. Den er siden vokset fra 50 til 200 ansatte og sælger i adskillige lande.

Præcis den vækstrejse, som brødrene bag Cykelgear.dk også gerne vil på.

- Derfor var købstilbuddet ekstra interessant, sagde Erik Buus Larsen til Nordjyske i forbindelse med handlen tilbage i oktober.

Erik og Kasper Buus Larsen ejede hver halvdelen af Cykelgear.dk gennem deres private holdingselskaber. Nu sidder de hver på 15 procent af virksomheden.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.