Koncernchef må fyre 250: Hotelansatte i Aalborg og Rebild bliver ramt

Den kommende tid skal afklare, hvem fyringerne går ud over

Peter Schelde fortæller, at fyringerne kommer til at ramme på tværs af alle faggrupper i Comwell-koncernen.

Peter Schelde fortæller, at fyringerne kommer til at ramme på tværs af alle faggrupper i Comwell-koncernen.

Mandag var en særdeles trist dag for de ansatte i Comwell Hotels. Koncernchef Peter Schelde måtte nemlig sidst på eftermiddagen meddele, at lukkede hoteller og tomme ordrebøger koster 250 medarbejdere deres arbejde. Regeringens udspil om lønkompensationen er god, men det er desværre ikke tilstrækkeligt for alle i vores branche siger koncernchefen.

- Det vi har gjort i dag er, at vi har varslet, at vi skal i gang med et forløb for at tilpasse vores arbejdsstyrke, siger Peter Schelde til NORDJYSKE.

Han oplyser, at Comwell Hotels har mistet mere end 90 procent af omsætningen på mindre end 14 dage - derfor er afskedigelserne nødvendige.

Det er blot fire dage siden, at Comwell Hotels udsendte en meddelelse om, at otte ud af koncernens 15 danske hoteller blev lukket ned. Det gik blandt andet ud over Comwell Rebild Bakker.

Men trods beslutningen om midlertidigt at lukke de ovennævnte otte hoteller, så er det ikke ensbetydende med, at afskedigelserne udelukkende skal ske dér.

Comwell meddeler nemlig, at afskedigelserne bliver fordelt ud over koncernens 15 hoteller og Centralværkstedet i Aarhus - og fyringerne rammer alle faggrupper. Dermed vil altså også kædens hotel i Aalborg - Comwell Hvide Hus - blive ramt.

Også de ansatte på Comwell Hvide Hus bliver ramt af afskedigelserne, Arkivfoto: Torben Hansen

Også de ansatte på Comwell Hvide Hus bliver ramt af afskedigelserne, Arkivfoto: Torben Hansen

Omkring de potentielle fyringer i Nordjylland siger Peter Schelde.

- Selv om det er vanskelige tider, så bliver det i dialogform, vi kommer til at gøre det her. Og det betyder, at vi kommer til at gøre det hotel for hotel, siger han og tilføjer:

- Vi holder meget nøje øje med de hjælpepakker, der kommer fra regeringen. Og jeg kan sige, at vi vil gøre alt for at få det her til at ske på en måde, så vi kan se hinanden i øjnene bagefter. For når vi tilpasser nu, så er det også fordi, vi tror, der kommer en hverdag på den anden side af det her. Men vi tror, at aktivitetsniveauet bliver lavere på den anden side, selvom vi selvfølgelig håber på, at vi kan sige "velkommen tilbage" til mange af de her medarbejdere.

Fyringerne er i øvrigt mandag blevet varslet overfor de regionale arbejdsmarkedsråd.

Lønkompensation rækker ikke

I forhold til den lønkompensation der kan opnås, siger Peter Schelde:

- Lønkompensationen fra regeringens og arbejdsmarkedspartnernes hjælpepakker er god, men den er ikke nok til at hjælpe os og dele af vores branche igennem krisen. Det er specielt vanskeligt at forudsige længden af denne krise, hvilket betyder, at vi desværre er nødt til at handle proaktivt i forhold til at tilpasse vores omkostninger. Dels for at sikre at vores forretning kan fortsætte under de nuværende omstændigheder, men også for at Comwell kan stå så stærkt som muligt, når vi en gang kommer over coronakrisen.

NORDJYSKE har også forsøgt at få en kommentar fra Mette Bonderup - hotelchef for både Rebild Bakker og Hvide Hus. Hun ønsker dog at lade Peter Schelde stå for alle udtalelser lige nu.

Om Comwell Hotels

Comwell Hotels er en dansk hotelkæde med hoteller i Danmark og Sverige. Comwell var de første til at introducere danskerne for et mødekoncept i 1969, dengang under navnet Scanticon, og i 1992 åbnede Comwell sit første spahotel i Danmark.

Comwell driver i alt 15 hoteller i Danmark og to hoteller i Sverige samt Centralværkstedet og Smedien i Aarhus. Desuden samarbejder koncernen med BC Hospitality Group om Comwell Conference Center Copenhagen. Koncernen er dansk og hovedsageligt ejet af Nic Christiansen Invest.

Allerede i sidste uge blev Comwell Rebild Bakker lukket. Arkivfoto: Lars Pauli

Allerede i sidste uge blev Comwell Rebild Bakker lukket. Arkivfoto: Lars Pauli

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.