Erhverv

Han blev tiltalt for svindel i millionklassen - nu er dommen faldet

Bliver straffet med fire måneders fængsel, der er gjort betinget til gengæld for samfundstjeneste

Arkivfoto: Nicolas Cho Meier

Opdateret kl. 19:25

Tidligere direktør i Agri Nord Kim Koch slap forholdsvis mildt fra sit møde med det danske retssystem.

Det er konklusionen, efter at Retten i Aalborg har fældet dom i den straffesag, hvor Kim Koch har siddet tiltalt for både mandatsvig og bedrageri af særlig grov beskaffenhed for omkring en million kroner over for sin tidligere arbejdsplads.

Retten i Aalborg har udmålt straffen over ham til fire måneders fængsel, der gøres betinget med et vilkår om, at han skal udføre samfundstjeneste.

Det oplyser specialanklager Stephen Pedersen fra Nordjyllands Politi til Nordjyske.

Under straffesagen forsøgte Anklagemyndigheden at føre bevis for, at Kim Koch uberettiget havde skaffet sig en række lønforhøjelser.

Svindlen skulle være sket ved, at han havde forsynet tillæg til sin direktørkontrakt med forfalskede underskrifter fra bestyrelsesmedlemmer - og på den konto uberettiget skaffet sig lønforhøjelser, der samlet løb op i en million kroner.

Under retssagen afviste bestyrelsesmedlemmerne ethvert kendskab til tillæggene til direktørkontrakten.

Men ud fra en samlet vurdering af beviserne fandt retten ikke, at der var ført bevis for Kim Kochs skyld på dette punkt.

Kim Koch var også tiltalt for at have afleveret fupfakturaer, der reelt dækkede over private udgifter, til Agri Nords bogholderi, og på den måde franarret organisationen et større beløb.

På dette område gav rettens dommere i hovedsagen Anklagemyndigheden ret.

Kim Koch blev dømt for flere tilfælde af fakturasvindel for et samlet beløb på 135.187 kroner over for Agri Nord.

Ved udmålingen af hans straf har retten som et skærpende forhold lagt vægt på, at Kim Koch som direktør har indtaget en betroet topstilling.

På den anden siden har det talt i en formildende retning, at hans personlige forhold er særdeles gode. 

Sagen mod Kim Koch begyndte at rulle i april 2022.

Her blev han bortvist fra sit job som direktør i landboorganisationen Agri Nord.

Bortvisningen blev fulgt op med en politianmeldelse af Kim Koch for økonomisk svindel med Agri Nord som offer.

Sidste år mundede politianmeldelsen ud i den tiltale, som retten nu har behandlet.

Kim Koch har under straffesagen nægtet sig skyldig i tiltalen på alle punkter.

Og den opfattelse har retten altså nu i stor udstrækning givet ham ret i.

Kim Koch er i skrivende stund ansat som direktør i interesseorganisationen Bæredygtigt Landbrug.

Både Kim Koch og Anklagemyndigheden har nu 14 dage til at overveje en anke af byrettens dom til Vestre Landsret.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Læs også

Gå til relaterede emner

Forsiden