Ekspert om ny rabat: - Det er jo næsten at gøre grin med folk

Ny aftale sikrer private elkunder en midlertidig afgiftsrabat, men den vil ikke kunne mærkes, viser beregninger

Hvordan kan nogle politikere synes, at det giver mening at give 18 kroner om måneden til folk, spørger Henning Boye Hansen, chefkonsulent og skatteekspert i BDO. <i>Foto: Thomas Lekfeldt/Ritzau Scanpix.</i>

Hvordan kan nogle politikere synes, at det giver mening at give 18 kroner om måneden til folk, spørger Henning Boye Hansen, chefkonsulent og skatteekspert i BDO. Foto: Thomas Lekfeldt/Ritzau Scanpix.

PRIVATØKONOMI:Et flertal af Folketingets partier indgik i juni en aftale om at kompensere danskerne for de kraftigt stigende energipriser.

Men hvis du troede, at hjælpepakken kunne afbøde det chok, som mange i disse tider får, når de ser deres elregning, kan du hurtigt tro om igen.

I det lovforslag, som netop er sendt i høring, fremgår det, at den midlertidige lempelse af elafgiften, som partierne foreslår, sikrer en gennemsnitsfamilie en besparelse på 50 kroner i 2022 og 215 kroner i 2023.

Det svarer i gennemsnit til under 18 kroner om måneden i hver af de 15 måneder, viser beregninger fra revisionshuset BDO.

- Det er jo næsten at gøre grin med folk. Hvordan kan nogle politikere synes, at det giver mening at give 18 kroner om måneden til folk, spørger Henning Boye Hansen, chefkonsulent og skatteekspert i BDO.

Fradrag - men ikke for alle

Hvis lovforslaget bliver vedtaget, nedsættes den almindelige elafgift med 4 øre/kWh i 4. kvartal af 2022 og med 4,3 øre/kWh i hele 2023. Fra 1. januar 2024 hæves afgiften igen til det normale niveau.

Det sikrer elkunderne en samlet rabat i perioden på 650 millioner kroner, men når kagen skal fordeles, er der kun et par hundrede kroner til hver.

Udover de 18 kroner om måneden, som elkunderne kan se frem til i besparelse, vil partierne bag kompensationspakken også forhøje det maksimale beskæftigelsesfradrag i 2022 og 2023.

Fradraget kan efter de gældende regler maksimalt udgøre 41.600 kroner i 2022 og 42.300 kroner i 2023. Dette vil partierne hæve med 1900 kroner for 2022 og med 2000 kroner for 2023.

Fra og med 2024 falder det tilbage til normalen.

Den manøvre vil ifølge BDO give en skattebesparelse på lige over 40 kroner i hver af de 24 måneder, som ordningen løber over. Men ikke for alle.

Har man en gennemsnitlig månedlig bruttoindkomst på under 34.000 kroner i 2022 og cirka 35.700 kroner i 2023, tjener man nemlig ikke nok til at kunne udnytte det forhøjede fradrag.

- Lavtlønnede får altså ingen glæde af forhøjelsen overhovedet, konstaterer Henning Boye Hansen.

Ingen kommentarer

Han vurderer samlet set, at den kompensationspakke, som i alt koster statskassen 1,5 milliarder kroner, nærmest ikke vil kunne mærkes i husholdningen.

De heldigste danskere – som både sparer på elafgiften og kan udnytte det højere beskæftigelsesfradrag – står således til en månedlig besparelse på cirka 58 kroner.

Det er cirka lige så meget, som private elkunder lige nu skal betale ekstra i daglig strøm sammenholdt med for et år siden. Altså bliver den månedlige besparelse ædt op på en dag.

Nordjyske har spurgt Skatteministeriet, som står bag lovforslaget, for en kommentar til lovforslaget og den besparelse, det reelt giver elkunderne. Men ministeriet er endnu ikke vendt tilbage på vores henvendelse.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.


Forsiden