bilindustri

Elbilsalget kom tilbage til normalen igen i februar

Nye afgiftssatser fik stabiliseret bilsalget i sidste måned. Privatleasing er blevet mere populært.

Elbiler fylder efterhånden meget i gadebilledet. Antallet af indregistrerede elbiler har for nylig rundet 200.000. (Arkivfoto).
Elbiler fylder efterhånden meget i gadebilledet. Antallet af indregistrerede elbiler har for nylig rundet 200.000. (Arkivfoto). Sebastian Elias Uth/Ritzau Scanpix

Opdateret kl. 07:57

Efter en sløj start på året kom bilsalget atter i omdrejninger i februar.

Tal fra Danske Bilimportører viser, at der blev indregistreret 11.218 biler i måneden løb, hvilket er tre procent lavere end året før.

Det er dog væsentligt bedre end januartallene, der lå 15 procent under niveauet i 2023.

En af årsagerne er formentlig, at der blev indført nye afgiftssatser 1. februar, som gør det en smule billigere at anskaffe sig en elbil.

Elbilerne udgjorde 44 procent af de nye biler i februar måned, og hos De Danske Bilimportører forventer man, at andelen vil stige hen over året.

- Elbilerne fylder gradvist mere i bilsalget, og vi har en forventning om, at elbiler kommer til at udgøre over 50 procent af alle nye biler i år. Det gavner den grønne omstilling, siger Mads Rørvig, der er adm. direktør for De Danske Bilimportører.

En anden bemærkelsesværdig udvikling er antallet af privatleasede biler.

De udgjorde 24 procent af de nye biler i februar. I samme måned sidste år var andelen kun 13 procent.

- Der er stor appetit på biler blandt danskerne og god aktivitet i landets showrooms. Samtidig kommer de store forandringer og udsving på markedet med en grad af usikkerhed, som påvirker forbrugernes købsadfærd.

- Flere efterspørger sikkerhed og fleksibilitet, når de skal have ny bil, og her er privatleasing en oplagt mulighed, som er blevet betydeligt mere populær over de seneste år, siger Mads Rørvig.

Ved udgangen af januar var der indregistreret mere end 205.543 elbiler i Danmark. Alene det seneste år er antallet vokset med omkring 90.000 biler.

/ritzau/

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden