Entreprenørfirma med 200 ansatte solgt

Salget sker kun få dage efter, at virksomheden offentliggjorde et rekordregnskab

Henrik Hassing og de øvrige ejere af Nordkabel har solgt deres aktier til en svensk industrikoncern. <i>Foto: Martin Damgård</i>

Henrik Hassing og de øvrige ejere af Nordkabel har solgt deres aktier til en svensk industrikoncern. Foto: Martin Damgård

AARS:En nordjysk entreprenørvirksomhed med 200 ansatte og hæsblæsende vokseværk får nu ny ejer.

Nordkabel, der har hovedkontor i Aars og adskillige afdelinger rundt om i Jylland, er blevet købt af den svenske industrikoncern Novedo. Det meddeler parterne i en pressemeddelelse.

Salget sker kun få dage efter, at Nordkabel offentliggjorde et årsregnskab, hvor både omsætning og indtjening slog rekord.

Virksomheden, der blev grundlagt i 1988 af Carl Nielsen, lever af at projektere og lægge el-, tele-, tv- og fiberkabler samt i mindre udstrækning vand- og kloakledninger i jorden. 

Det sikrede i seneste regnskabsår en omsætning på 215 millioner kroner og et resultat efter skat på 25 millioner kroner. Det bedste nogensinde.

En klar strategi

Nu kommer Aars-virksomheden på svenske hænder. De hidtidige ejere - direktør Henrik Hassing, afdelingsleder Bjørn Christiansen og andre ledende medarbejdere - fortsætter i deres roller efter salget og bliver samtidig aktionærer i Novedo.

Ifølge Novedos topchef, Per-Johan Dahlgren, har svenskerne en klar strategi om at opkøbe rentable virksomheder med en sund virksomhedskultur og stærke nichepositioner.

- Nordkabel opfylder samtlige opkøbskriterier, og jeg er imponeret over den stærke markedsposition, som Nordkabels organisation og ledelsesteam med Henrik Hassing og Bjørn Christiansen i spidsen har opbygget i Danmark kombineret med selskabets stabile omsætning og rentabilitet, siger topchef Per-Johan Dahlgren.

Det bedste af to verdener

Fra Nordkabels adm. direktør, Henrik Hassing, lyder det, at man er glad for at blive en del af Novedo-koncernen. 

- Fordelene ved at være en del af en stærkt decentraliseret koncern giver os det bedste af to verdener. Vi kan fortsætte med at drive vores virksomhed selv, samtidig med at vi kan drage fordel af koncernens samlede kompetence, erfaring og ressourcer og dermed yderligere accelerere vores ekspansion og rentabilitet, siger han.

Virksomheden Nordkabel har haft mere travlt end nogensinde. Her er det med et nyt elkabel til Danmarks største elforbruger, cementfabrikken Aalborg Portland. <i>Foto: Martin Damgård</i>

Virksomheden Nordkabel har haft mere travlt end nogensinde. Her er det med et nyt elkabel til Danmarks største elforbruger, cementfabrikken Aalborg Portland. Foto: Martin Damgård

Det oplyses som vanligt ved denne slags handler ikke, hvad de nye svenske ejere har betalt for Nordkabel. Men der er med al sandsynlighed tale om en handel til et større trecifret millionbeløb.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.