“Quiet quitting” handler ikke om at forlade sit job - men om at gøre præcis det, man er ansat til. Hverken mere eller mindre. Man tjekker ikke længere mails efter arbejdstid. Man fravælger det ekstra event efter arbejdstids ophør. Man møder ikke ind, før arbejdstiden begynder - eller forlader arbejdspladsen langt senere, end den slutter. Og insisterer på at bruge tiden på at spise frokost i kantinen - eller at gå på toilettet, når man skal.

Trenden er i den grad slået igennem på det sociale medie TikTok, der i skrivende stund har haft flere end 72 millioner visninger med hashtagget “quiet quitting”.

Antropolog Dennis Nørmark har også bemærket tendensen.

“De seneste 20 år har vi fået ørerne tudet fulde af konsulenter og HR-folk, der har besnakket os til at tro, at vi henter vores primære identitet i det job, vi har. At det er vigtigt for os, at vi kan se et formål med jobbet - og at det SKAL give mening,” siger Dennis Nørmark og uddyber:

“Men folk er begyndt at gennemskue det. De gider ikke mere. “Quiet quitting” er en måde at signalere, at man synes, at arbejdet fylder for meget - og at det tager for meget af ens tid.”

Trenden har også vundet indpas i Danmark, siger han. “Quiet quitting” er i særlig grad et fænomen på de sociale medier, men Dennis Nørmark har bemærket tendensen i de fortællinger, medier og andre bringer om menneskers arbejdsliv.

Han henviser eksempelvis til sit eget DJØF-blad fra august.

På forsiden af bladet er der et fotografi af tre unge kvinder med overskriften “Opbrud”. Inde i bladet er der en stor artikel om de tre kvinder, der - trods fine uddannelser - lagde ud med at sætte deres arbejdsliv på pause. De er flyttet til Anholt, hvor de sælger surdejsbrød fra et baglokale.

“Den slags historier ser vi flere af, og de var utænkelige for 10 år siden. Dér ville vi have fået endnu en historie om en mand, der var forfremmet fra kontorchef til afdelingschef - om som også lige havde løbet et maraton,” siger Dennis Nørmark og tilføjer:

“Den type historier er væk. De er fuldstændig væk.”

Han mener, at vi i stedet ser artikler, der handler om folk, der er gået ned i tid. Eller folk, der arbejder som selvstændige, fordi de bedre kan bestemme, hvor og hvornår de lægger deres arbejdstimer.

“Folk vil gerne finde tilbage til rødderne. Det er et paradigmeskifte.”

Ifølge Dennis Nørmark har nogen navngivet tendensen som en anti-ambitionsbevægelse.

“Det ved jeg ikke, om det er. Men det er helt sikkert et forsøg på at være ambitiøs på vegne af ens liv. Ambitiøs som far eller mor. Ambitiøs som ægtefælle eller ven,” siger han.

Tidligere kunne man - fortæller Dennis Nørmark - lokke med lønforhøjelse eller et avancement. Det kan man ikke længere.

“I flere brancher hører jeg, at det ikke længere nytter at vifte med en forfremmelse foran snuden på en ung medarbejder. De vil også gerne have tidligt fri for at kunne dyrke deres fritidsinteresser. De vil have tid til at passe alle de andre projekter i deres liv.”

Han fortæller, at “quiet quitting” kommer i slipstrømmen på The Great Resignation, der begyndte efter corona, fordi mange havde oplevet, hvor tilfredsstillende det var at være mere i ro - og derfor sagde deres job op.

Det var især folk i 50’erne og 60’erne, der forlod deres arbejde. De ville have en større fleksibilitet og bruge deres tid og energi på andet.

Ifølge Dennis Nørmark rammer “quiet quitting” mere de yngre generationer, der måske naturligt reagerer over for rammer, der kan være for snærende.

Også konjunkturerne betyder noget: