Erhverv

Her fik 121 medarbejdere i gennemsnit 2,9 millioner i løn

Der har ikke været loft på, hvor meget visse medarbejdere kunne tjene i selskabet

Det har været et godt år økonomisk for Norlys Energy Trading. 
Det har været et godt år økonomisk for Norlys Energy Trading.  Arkivfoto: Henrik Bo

Opdateret 29. juni 2023 kl. 11:17

AALBORG: Det har længe været kendt, at energiselskabernes ansatte får lønninger andre ikke er i nærheden af. 

Således også i Norlys Energy Trading. 

Det har været fremme, at gennemsnitslønnen for de 121 ansatte i energihandelsselskabet var på cirka 2 millioner kroner.

Men nu viser regnskabet, at gennemsnittet er på 2,9 millioner kroner i løn, bonusser og pension, skriver Finans.

Greb ind

Gennemsnitslønnen steg dermed til næsten det tredobbelte i 2022 - året før var gennemsnittet på 1 millioner kroner. 

I september 2022 greb ledelsen dog ind over for lønninger, der steg til himmels. 

Der blev lagt et loft over, hvor mange penge de enkelte medarbejdere kunne tjene på at handle med el. 

I et interview tidligere med Finans forklarede topchef i Norlys, Niels Duedahl, at der i Norlys Energy Trading var tale om enkelte nøglepersoner, hvor bonusser har været uden loft.

Medarbejdere blev derefter opsagt og tilbudt en anden kontrakt. Den bonus medarbejderne havde opnået, var blevet udbetalt.

Et Hobro-selskab

Der har aldrig været tale om bonusser på op mod 250 millioner kroner, som Finans tidligere har afsløret, at der var tale om i Energi Danmark.

Bag Norlys Energy Trading står energikoncernen Norlys og Hobro-selskabet Eurowind Energy, som er ejet af brødrene Jens og Søren Rasmussen.

De etablerede Norlys Energy Trading i sommeren 2020 og fik hurtigt rekrutteret over 100 medarbejdere, hvoraf mange er såkaldte tradere, der køber og sælger el.

Den slags har i årevis været en guldrandet forretning, som har skabt flere store danske milliardsucceser. Heriblandt Danske Commodities i Aarhus og Centrica Energy Trading i Aalborg.

Nu ville Norlys og brødrene Rasmussen være med.

Og det kom de i den grad.

Et resultat "uden for fatteevne"

Fordi ekstreme energipriser er guf for dygtige elhandlere, eksploderede indtjeningen blandt flere af landets elhandelsselskaber, da energipriserne sidste år skød til himmels og svingede op og ned i hidtil uset grad.

Indtjeningen i Norlys Energy Trading var ingen undtagelse.

Aalborg-selskabet gik fra et overskud på 24 millioner kroner før skat til 4,2 milliarder kroner. Et resultat ”uden for fatteevne,” som Norlys’ topchef, Niels Duedahl, formulerede det.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Læs også

Gå til relaterede emner

Forsiden