Erhverv

Et livsværk fra Thy: 25 år med op- og nedture

Med tusindvis af stålkonstruktioner leveret til tilfredse kunder, kan Carsten Sandbæk Kristensen se tilbage på 25 år i spidsen for sit hjertebarn, CSK Steel. En periode med både op- og nedture for verdensfirmaet fra Thy

Carsten Sandbæk Kristensen, der i 25 år har stået i spidsen for CSK Steel, kan sammen med sine medarbejdere fejre jubilæum på fredag. 
Carsten Sandbæk Kristensen, der i 25 år har stået i spidsen for CSK Steel, kan sammen med sine medarbejdere fejre jubilæum på fredag.  Foto: Bo Lehm

THISTED: Med et smil på læben og en rolig og behagelig udstråling sidder den 51-årige Carsten i det nyrenoverede kontor og fortæller om sine 25 år i spidsen for CSK Steel. 

Et firma han lavede 21. juli i 1997, og som den dag i dag har vokset sig fra at være et firma bestående af Carsten og ingen andre, til i dag at tælle 331 medarbejdere fordelt på tre lokationer i både ind- og udland. En erhvervssucces med fødderne solidt plantet på jorden i Thy. 

CSK Steel er et firma, der har specialiseret sig i montage, konstruktion og design af stålkonstruktioner. De mange konstruktioner er blevet kørt rundt af de mange, mange lastbiler, der hver dag fragter firmaets ståldesigns rundt. Og spørger man Carsten, hvorfor firmaet fra "lille" Thy er blevet så stor en succes, så er der ingen tvivl i stemmen. 

- Vi er, hvor vi er i dag, fordi jeg selv og mine mange dygtige medarbejdere hele tiden har forsøgt at gå den ekstra mil for vores kunder, siger Carsten Sandbæk Kristensen, der startede CSK i Sundby Thy, men siden har flyttet, således at man i dag har lokaler i Thisted, Thorsted og Tukums i Letland. 

CSK er over årene blevet en "spiller" på flere områder, så de er med i alle dele af processen, og leverer konstruktioner til alt fra store datacentre til mindre altanprojekter.  Foto: Bo Lehm

25 år med op- og nedture

De mange år har for både Carsten og firmaet været spændende og gode. Men som med alting her i livet, så vil der over så lang en periode komme både op- og nedture. 

- Overordnet set har det været nogle gode år, men vi er selvfølgelig også blevet ramt af diverse kriser, hvor der har været lidt nedgang, men vi er hver gang kommet stærkt tilbage. Også efter branden, siger den administrerende direktør for CSK Steel. 

28. april sidste år blev CSK ramt af en voldsom brand i deres produktionshaller i Thorsted. En brand, der medførte store skader og ødelagde flere af hallerne, men som heldigvis ikke forvoldte nogen personskade. Og selvom branden var et stort chok for virksomheden, så er man ifølge direktøren kommet godt tilbage efter den voldsomme hændelse. 

Chefen for sig selv blev chefen for de mange

Gennem alle årene er det blevet til en ansættelsessamtale eller to for Carsten, der som tidligere nævnt er gået fra at have én ansat, nemlig sig selv, til i dag at have 331 ansatte fordelt på tre steder. En udvikling, der har krævet sit af thyboen, der selv er uddannet smed fra Sjørring Maskinfabrik. 

- Det er klart, at jeg med årene har skullet lære, hvordan man er chef for så mange mennesker, men gennem hele vores udvikling har jeg forsøgt at være så mange steder som muligt og vide så meget som muligt, så jeg på den måde har kunnet være en ordentlig chef, siger Carsten Sandbæk Kristensen. 

De mange ansatte i både ind- og udland har til tider krævet store overvejelser og beslutninger for direktøren. Men én ting, der aldrig har krævet overvejelser eller stor tankevirksomhed, er en eventuel udflytning af det voksende firma. Det kommer slet ikke på tale. 

- Jeg er herfra, og det er her vi som firma har hjemme, så det kommer ikke på tale, at man skulle flytte CSK til udlandet. Vi har en afdeling i Letland og arbejder da også på at ekspandere i udlandet, men vi kommer til at gøre det simultant med en udvidelse herhjemme, siger han. 

Et livsværk med mange år endnu

Stålfirmaet fra Thy har i 25 år været hele Carstens liv. I hvert fald professionelt. Utallige timer er blevet brugt på firmaets forskellige adresser, og betydningen af virksomheden for Carsten er ikke til at tage fejl af. 

- Det har været mit liv, og jeg har jo nærmest brugt alt min tid her, siger han. 

Og selvom Carsten og firmaet nu snart kan fejre "sølvbryllup" med hinanden, så er en neddrosling eller pension bestemt ikke lige om hjørnet for den 51-årige erhvervsdrivende. Både han og firmaet er, som de selv siger, "steel going strong". 

Ambitionerne for firmaet er da også tårnhøje, og på bare 10 år satser man på en fordobling af antallet af ansatte, således at man runder 600. Og måske byder fremtiden endda på en endnu større udvidelse, for CSK er kommet for at blive. 

- Vi tager gerne 25 år mere, siger Carsten Sandbæk Kristensen smilende. 

CSK Steel har officielt 25 års jubilæum 21. juli, men fejrer det 15. juli, altså på fredag, med en jubilæumsreception i lokalerne på Industrivej i Thisted, hvor der er adgang for alle, der vil ønske tillykke med jubilæet. 

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Læs også

Gå til relaterede emner

Forsiden