Fætre har guld mellem hænderne. Deres salg er eksploderet
To arvinger på Mors har gang i noget stort
Opdateret kl. 18:37
Et 84 år gammelt familiefirma placeret midt på Mors har gang i et væksteventyr, som kan gøre de fleste erhvervsdrivende grønne af misundelse.
På bare to år er omsætningen i fætrene Jakob og Holger Pedersens virksomhed, Mollerup Mølle, vokset med over 1 milliard kroner.
Og bundlinjen kan tælles i millioner af kroner.
Salget i vild vækst
Mollerup Mølle handler med blandt andet korn og foderstoffer og er ejet af tredje generation, Jakob og Holger Pedersen, som også begge er direktører.
De har netop sat deres signatur på et nyt årsregnskab, der viser, at Mollerup Mølle sidste år omsatte for 2,7 milliarder kroner. 500 millioner kroner mere end året før.
Og en fordobling på bare tre år.
- Der er tale om en øgning i både kroner og mængder, for vi har øget vores markedsandel i et ellers stærkt konkurrencepræget marked, siger Søren Rathcke, formand for bestyrelsen i Mollerup Mølle.
Bundlinjen viser et resultat på 18 millioner kroner mod 35,3 millioner kroner året før.
- Det er et tilfredsstillende resultat. Det er det tredjebedste i møllens historie, men tilbagegangen afspejler både den øgede rente og generelt højere driftsomkostninger, siger Søren Rathcke.
Store nybyggerier
I løbet af året modtog Mollerup Mølle rekordstore mængder afgrøder. For at kunne håndtere det hele har familiefirmaet taget fire nybyggede haller i brug på Aalborg Havn.
- De sidste to blev først færdige op til høst i sommeren 2023, og det var egentlig planen, at de skulle udlejes til andre formål. Men vi fik selv brug for dem, forklarer Søren Rathcke.
De nye pakhuse på havnen i Aalborg giver bedre adgang til effektiv infrastruktur med skib, jernbane og landevej, hvilket ifølge Søren Rathcke er afgørende for Mollerup Mølles forretning.
Det øger nemlig Mors-virksomhedens konkurrencekraft i større geografisk område, der rækker ud over både Nordjyllands og Danmarks grænser.
Omlægning af produktion
Gennem de seneste år har Mollerup Mølle også øget aktiviteterne på Sjælland og Lolland-Falster.
Derudover sælges der en del maltbyg til danske og udenlandske malterier. Og så har Mollerup Mølle omlagt sin foderproduktion, så man nu producerer langt mere kvægfoder end tidligere.
- Vores foderproduktion har hidtil været koncentreret om grisefoder, men med en faldende griseproduktion herhjemme har vi valgt at satse mere på kvægfoder, og det har været en succes. Vores foderfabrikker kører 24 timer i døgnet hele ugen, fortæller Søren Rathcke.
Mollerup Mølle er også gået i gang med at etablere et tørreri ved de fire nyopførte haller på Aalborg Havn.
Tørreriet får en kapacitet på 140 tons i timen og skal stå klar til høsten senere i år.
I indeværende regnskabsår forventer Mollerup Mølle en omsætning og bundlinje, der lander på nogenlunde samme niveau.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.