Erhverv

Direktøren var klar til at sende alle ansatte hjem - det var et kæmpe fejlskud

Forventningerne var ikke de bedste, men direktørerne tog voldsomt fejl

Normalt bliver de ansatte sat på arbejdsfordeling i lavsæsonen. Det har de ikke oplevet i 12 måneder, hvor der har været fuldt tryk på. Arkivfoto: Bo Lehm
Normalt bliver de ansatte sat på arbejdsfordeling i lavsæsonen. Det har de ikke oplevet i 12 måneder, hvor der har været fuldt tryk på. Arkivfoto: Bo Lehm Bo Lehm

Opdateret 17. maj 2022 kl. 08:56

NORDJYLLAND: Det er langtfra hver gang, at fremtiden udvikler sig, som man har forestillet sig.

Når Martin Søgaard, direktør for Danmarks største uafhængige producent af vinduer, Idealcombi i Hurup, skal se tilbage på det forgangne regnskabsår, kalder han det "mit største fejlskud nogensinde".

Normalt har Idealcombi store sæsonudsving, hvor de ansatte i produktionen i perioder må sendes på arbejdsfordeling, når der i efteråret bliver lavsæson i byggeriet.

- Da den anden coronanedlukning ramte sidste efterår, var vi usikre på, hvad der ville ske. Vi havde stort set forberedt at sende alle ansatte hjem, da salgsafdelingen sagde: "Vent lige lidt, det ser ud til, at der sker et eller andet". Så eksploderede salget, og siden kørte vi på fuld damp, forklarer Martin Søgaard.

Han er sammen med sin fætter, Mikael Søgaard, direktør for virksomheden, der er grundlagt af deres fædre.

Martin Søgaard og hans fætter Mikael Søgaard er direktører på Idealcombi. De var pessimistiske ved indgangen til regnskabsåret 2020/21, men det var et kæmpe fejlskud erkender Martin Søgaard. Arkivfoto: Bo Lehm Bo Lehm

- Vi havde ikke i vores vildeste fantasi forestillet os, at folk ville benytte nedlukningen til at forbedre deres hus. Vi var helt uforberedt, siger han.

I lidt mere end et par uger var Idealcombi også ramt af, at man manglede en tredjedel af de ansatte, der var ramt af den lokale nedlukning af de nordjyske kommuner.

Idealcombi

Blev grundlagt i 1973 af brødrene Henning og Bent Søgaard.

De lavede de første vinduer i forældrenes lade i Hurup i Thy.

I dag er der cirka 550 ansatte i Hurup, Aarhus, København og England.

Fabrikken i Hurup er på over 100.000 kvadratmeter.

Familien Søgaard er fortsat eneejer af virksomheden.

I dag er det grundlæggernes to sønner Martin og Mikael Søgaard - der er fætre til hinanden - der har overtaget direktørposterne.

Det er første gang, at Martin Søgaard - der har været på tilknyttet vinduesfabrikken i 20 år - kan huske, at man ikke har benyttet sig af arbejdsfordeling eller at sende de ansatte på kursus i lavsæsonen - fordi der simpelthen ikke har været lavsæson i 12 måneder.

Overskud mere end tredoblet

Regnskabsåret, der sluttede 30. juni, bærer også præg af, at der i 12 måneder var fuld damp på produktionen. Overskuddet efter skat er det største nogensinde og lyder på 50,2 millioner kroner - forrige år lød overskuddet på 14,6 millioner kroner.

Omsætningen er steget 15 procent og endte på 651,6 millioner kroner.

- Vi er rigtig godt tilfredse med resultatet, men det har også været hårdt. Fra at stå i en situation, hvor vi ikke rigtigt vidste, hvad der ville ske, og vi måske skulle afskedige folk, til at køre på fuldt tryk, siger Martin Søgaard.

Usikkerheden omkring Brexit - og den første coronanedlukning i foråret 2020 - betød ellers, at Idealcombi i forrige regnskabsår måtte indkassere et voldsomt dyk.

- På den baggrund var vi lidt pessimistiske, men det var altså et kæmpe fejlskud, siger Martin Søgaard.

Ustabile forsyninger koster

Den voldsomme vækst i omsætning og overskud skyldes, ifølge Martin Søgaard, at der er større fortjeneste på vinduer, der sælges til private og til mindre håndværkere, der kun bestiller få vinduer - i stedet for store ordrer.

Men intet varer evigt, og i Thy er man begyndt at kunne mærke, at salget er ved at være tilbage i den stabile rytme, man kender.

Cirka 430 ud af Idealcombis 550 ansatte arbejder her på hovedkvarteret i Hurup, hvor fabrikken er på over 100.000 kvadratmeter. Arkivfoto: Bo Lehm Bo Lehm

Storbritannien er Idealcombis største eksportmarked, og der er der kommet en afklaring på Brexit, mens der (formentlig) også er afklaring på corona-situationen.

- Men det er udfordrende at få varer frem i England på grund af told, og samtidig er de udfordret med mangel på chauffører og brændstof. Og så er vi blevet udfordret på, at leveringen af råvarer er blevet ustabil, siger Martin Søgaard.

Det har fabrikken aldrig oplevet før, men siden sommer har leveringen været ustabil.

- Det er svært for vores indkøbsafdeling men også salgsafdelingen, der ikke bare kan sige ja til store ordrer, da vi ikke ved, om vi får råvarer. Men vi forsøger at tilpasse os. Jeg tror, at vi kommer til at leve med det i noget tid endnu, siger han.

De ustabile forsyninger gør også, at Martin Søgaard er forsigtig med at melde ud om forventningerne til dette regnskabsår, som man nu er knap halvvejs igennem.

- Ordrer til England bliver udskudt, da arbejdet på mange byggepladser er forsinket. Sammen med den ustabile forsyningssikkerhed gør det, at det kræver ekstra ressourcer at styre produktionen. Så vi forventer en tilbagegang i overskuddet.

- Sådan et år, som vi lige har været igennem, tror jeg aldrig, vi kommer til at opleve igen, slutter han.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden