Fjernvarmeselskab går i rekonstruktion efter fejlslagent millionsats
Et af fire forbrugerejede fjernvarmeselskaber, der blev pålagt at betale millioner tilbage til kunderne, og hvis skæbne lå i myndighedernes hænder, er gået i rekonstruktion
Opdateret kl. 19:52
De spekulerede for kundernes penge i energipriser og håbede at kunne tjene en ekstra skilling, der skulle sikre selv samme kunder lavere priser.
Det gik godt. Lige indtil det gik grueligt galt.
Nu har Hirtshals Fjernvarme, der kan levere omtrent 85 procent af varmeforbruget i Hirtshals, indgivet begæring om rekonstruktion.
Det sker på bagkant af en længerevarende strid med Forsyningstilsynet.
Millionkrav mod fjernvarmeselskaber
I januar afgjorde Forsyningstilsynet, at fire nordjyske og forbrugerejede fjernvarmeselskaber i strid med varmeforsyningsloven havde indregnet milliontab fra spekulation i forbrugernes varmepriser.
De fire nordjyske varmeværker havde tilsammen - og uberettiget - indregnet udgifter i deres varmepriser til forbrugerne for 30 millioner kroner.
Bestyrelsesformand for Hirtshals Fjernvarme, Børge Vinther-Jensen, bekræftede i marts overfor Nordjyske, at selskabet som følge af afgørelsen stod med et hul i pengekassen på 16 millioner kroner.
- Hvis ikke Forsyningstilsynet overhovedet vil medvirke til nogen løsning, og vi ikke kan indregne tabet hos kunderne, så må vi række armene i vejret, sagde Børge Vinther-Jensen dengang.
I værste fald ville der blive tale om konkurs eller rekonstruktion, fortalte han.
Nu er rekonstruktionen en realitet.
Løsning er blevet afvist
Hirtshals Fjernvarme oplyser, at selskabet havde "indgået et fordelagtigt forlig, som vi havde mulighed for at opfylde ved at anvende fortjenesten fra salg af gratistildelte el-co2-kvoter til at betale de løbende afdrag på forliget."
Den løsning har Forsyningstilsynet imidlertid ikke godtaget.
- Nu har vi modtaget en meddelelse fra Forsyningstilsynet om, at vi ikke må betale afdrag på forliget med de penge, som vi har tjent ved salg af disse el-CO2-kvoter, skriver Hirtshals Fjernvarme i en pressemeddelelse.
Det betyder kort sagt, at fjernvarmeselskabet ikke kan opfylde de økonomiske aspekter i det forlig, som selskabet har indgået.
- Bestyrelsen har derfor i forbrugernes interesse valgt at indgive begæring om rekonstruktion, skriver Hirtshals Fjernvarme.
Spekulation for millioner
De implicerede nordjyske fjernvarmeselskaber er Snedsted Varmeværk, Sdr. Herreds Kraftvarmeværker, Hirtshals Fjernvarme og Veddum-Skelund-Visborg.
De spekulerede sammen med andre fjernvarmeselskaber i energipriserne gennem det nu konkursramte selskab Dansk Kraftvarme Kapacitet.
Forud for energikrisen satsede de på, at elpriserne forblev lave.
Sådan gik det som bekendt ikke. Tværtimod.
Da Dansk Kraftvarme Kapacitet gik konkurs, efterlod det de fire forbrugerejede fjernvarmeselskaber med et samlet tab på et tocifret millionbeløb.
En regning, som varmeværkerne indtil nu har pålagt deres forbrugere gennem varmepriser.
Men det er i strid med varmeforsyningsloven, slog Forsyningstilsynet fast i fire enslydende afgørelser mod fjernvarmeselskaberne i januar.
Hirtshals Fjernvarme skulle tilbagebetale og annullere "ikke nødvendige udgifter" til deres varmeforbrugere for 16,1 millioner kroner.
Fjernvarmen fortsætter uændret
Fjernvarme er ved lov omfattet af "hvile-i-sig-selv princippet". Dermed må fjernvarmeselskaberne ikke tjene penge, og alt overskud er løbende blevet udlignet af billigere fjernvarmepriser.
Derfor var der ikke en pengetank at trække på, da de mange millioner skulle findes og tilbageføres.
For at "holde forbrugerne skadesløse" solgte Hirtshals Fjernvarme en række CO2-kvoter og betalte derigennem tabet fra el-spekulationen.
Men indtjeningen fra CO2-kvoterne skal udbetales til forbrugerne.
Derfor skal Hirtshals Fjernvarme finde 16 millioner kroner andetsteds.
En penibel økonomisk situation, der nu har ført til en egenbegæring om rekonstruktion.
- Formålet med rekonstruktionen er at få arbejdsro, så vi kan finde en løsning, som sikrer en sund drift i Hirtshals Fjernvarme og som samtidig skaber tryghed for forbrugerne om fremtidige varmeleveringer. Det er vi helt sikre på, at vi vil lykkes med, skriver Hirtshals Fjernvarme.
Fjernvarmeselskabet understreger, at en rekonstruktion ikke er en konkurs, men en måde at sikre den fortsatte drift på.
- Det betyder også, at forsyningen af varme fortsætter som hidtil, og at ledelsen og bestyrelsen sammen med rekonstruktøren driver Hirtshals Fjernvarme, skriver fjernvarmeselskabet.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.