Nordjysk forlystelsespark skal bruge 350 nye medarbejdere
En travl kommende sæson kræver hænder til alverdens forskellige opgaver

Jesperhus skal ansætte 350 medarbejdere til den kommende sæson, og heraf plejer omkring de 200 at være gengangere. Arkivfoto: Bo Lehm
LEGIND: Jesperhus har netop indledt jagten på 350 sæsonansatte til den kommende sæson.
Det oplyser forlystelsesparken i en pressemeddelelse.
Arbejdsopgaverne er mangeartede og kan opfyldes af personer med alle mulige forskellige baggrunde, men fælles for alle er, at man skal have lyst til at arbejde med mennesker, understreger administrerende direktør hos Jesperhus Thomas Buch Tøstesen.
- Vi har netop åbnet vores egen jobportal på vores hjemmeside, hvor man kan se, hvilke typer jobs, vi har ledige hen over året. Lige nu søger vi specifikt 350 personer til at servicere vores gæster den kommende sæson, siger direktøren.
Det er stort set alle områder i Jesperhus, der skal bruges personale til. Fælles for stillingerne er, at man skal være mindst 15 år for at kunne søge. Nogle funktioner kræver, at man er fyldt 17 år og andre igen, at man er fyldt 19 år.
- De helt unge har masser af muligheder for et spændende sæsonarbejde i forbindelse med vores legeland, som er den afdeling, der tager sig af alle vores forlystelser. Men der er også masser af muligheder i vores spisesteder, i vores købmandsbutik samt souvenirbutik. Alle steder er man tæt på alle vores gæster og skal være klar på at yde den fabelagtige service, Jesperhus er kendt for. Vi sørger selvfølgelig for oplæring, inden man går i gang, pointerer Thomas Buch Tøstesen.
Når man er fyldt 17 år, er der mulighed for ansættelse i Badelandet.
- Hvis man ikke har livredderprøve, som er mindre end ét år gammel, skal man tage den i Jesperhus inden starten på sæsonarbejdet. Også her går sikkerhed hånd i hånd med en god oplevelse for vores gæster, siger Thomas Buch Tøstesen.
Receptionen er gæsternes første møde med Jesperhus, når de skal checke ind på deres ferie.
- Receptionen er knudepunktet, hvor gæsterne løbende søger information og hjælp under deres ophold. Her er kravene til alder lidt højere end de andre steder, og man skal derfor være fyldt 19 år for at komme i betragtning, siger Thomas Buch Tøstesen.
Der er også mulighed for at blive en del af rengøringsteamet, der tager sig af rengøring af faciliteter, servicebygninger og overnatningsenheder og derfor er et vigtigt arbejdsområde i Jesperhus.
- Det område tiltrækker både voksne og yngre medarbejdere, der vil være med til at sikre den høje kvalitet, der har direkte indflydelse på gæsternes oplevelse af opholdet, siger Thomas Buch Tøstesen.
Op imod 200 tidligere ansatte søger tilbage til Jesperhus hvert år.
Feriecentret åbner 11. februar 2023. Parken åbner i 2023 for dagsgæster 29. april og lukker igen 5. november. Nogle af forlystelserne i Parken åbner dog også 11. februar for overnattende gæster.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.