Gik konkurs og opstod igen: Nu fusionerer nordjysk firma
Efter et meget turbulent og dramatisk efterår fusionerer nordjysk virksomhed med polsk firma

Geert Skovsgaard står som CEO i front for virksomheden, som efter fusionen bliver endnu større. Foto: Louise Gregersen.
VESTHIMMERLAND/THY:Det er ikke mere end fire måneder siden, at medarbejderne hos plastfabrikken Salling Plast, som beskæftiger cirka 80 medarbejdere på fabrikkerne i Ranum og Hurup Thy, lige netop undgik at miste deres arbejde.
For da selskabet Salling Plast A/S gik konkurs, blev virksomheden købt af to nye selskaber. Samtidig blev medarbejderne overdraget til de nye selskaber.
Så det er efter en meget turbulent periode, at Salling Plast nu fusionerer med polske BGIndustry.
- Det får i virkeligheden kun den betydning, at det hele bliver cementeret. Da vi var igennem den turbulens, skulle jeg først og fremmest gøre op med mig selv, om vi havde en fremtid, og det tror jeg bestemt, vi har. Dette her er vel dokumentationen for, at jeg ikke er den eneste, som synes, det er en god ide, siger Geert Skovsgaard, CEO for Salling Plast.
- Så det betyder, at de to lokationer (i Nordjylland, red.) er kommet for at blive, og at de vil blive styrket og udbygget i det omfang, vi kan få fast grund under fødderne. Men vi er fast besluttet på, at dette er fremtiden, og vi skal være en del af den, tilføjer han.
Sådan er konstruktionen
De to selskaber i Nordjylland er Salling Plast Energy ApS, der står bag virksomheden i Ranum. Det er også her hovedkontoret er. Denne fabrik er underleverandør til fjernvarmeindustrien. Virksomheden leverer standard- og specialemner til en lang række sektorer, herunder udstyr til alle store rørproducenter til fjernvarme og -køling, såvel som udstyr og projekter til biogas og industrikunder generelt.
Det andet selskab, Salling Plast Aqua ApS, står bag virksomheden i Hurup. Denne fabrik er leverandør af store tunge konstruktioner af trykrør til fiskefarme, kloakering og overfladevand. Virksomheden udvikler og producerer trykrørsløsninger til projekter inden for offentlig infrastruktur, aquakultur, fiskeopdræt samt spildevandshåndtering og vandbehandling.
Salling Plast beskæftiger i alt ca. 80 medarbejdere på fabrikkerne i Ranum og Hurup Thy.
BGIndustry er producent af HDPE-plast fittings og andre komponenter til fjernvarme, fjernkøling og offshore. BGIndustry beskæftiger lige nu ca. 60 medarbejdere på fabrikken i Zabrze.
Salling Plast i Danmark fremover vil fokusere indsatsen på præisolerede fittings og ventiler samt på specialopgaver til industrien i øvrigt.
Ifølge Geert Skovsgaard vil de tre fabrikker i henholdsvis Nordjylland og Polen komme til at specialisere sig på deres respektive områder.
- Det er en rejse, vi allerede er begyndt på. Salling Plast blev allerede i efteråret splittet op på de to lokationer, vi har i dag i Danmark. Det udbygger vi så ved at blive tre nu, hvor vi ikke laver alting på alle tre steder, forklarer han.
I forhold til Geert Skovsgaards egen funktion, sker der en lille ændring.
- Men det er begrænset. Min rolle bliver som koncerndirektør i virksomheden. Man kan sige, at jeg i dag de facto er direktør i to af de selskaber, som bliver tre. Min rolle bliver mere overordnet i og med, at vi skal i gang med at koordinere og udbygge og i højere grad arbejde med strategisk alliance med vores kunder. Jeg skal have mere tid til at være koncernchef, end jeg var i mit tidligere virke, fortæller han.
Vil antallet af ansatte i Danmark ændre sig?
- Ikke umiddelbart. Men jeg forventer da, at vi kommer til at se en opadgående kurve på fabrikkerne. Om det betyder øget beskæftigelse, kan jeg ikke svare på på nuværende tidspunkt. For et af vores mantraer er også at kigge på ny teknologi, og det betyder altså, at vi gerne skulle få mere igennem med den nuværende bemanding. Jeg har svært ved at forestille mig en nedadgående retning, men det er klart at der kan være sæsonudsving. Men det er ikke strukturelt.
- Så den umiddelbare forventning er, at vi står overfor både fastholdelse og udbyggelse af medarbejderstyrken i både Danmark og Polen. Vores kollega i Polen er jo gået fra ikke ret mange medarbejdere til 60 over de sidste par år. Det kommer også til at vokse yderligere. Så samlet set vil koncernen komme til at beskæftige flere mennesker indenfor en overskuelig fremtid, siger Geert Skovsgaard.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.