Gomspace står i "meget vanskelig situation"
Efter fyringsrunde og direktørafgang sætter Gomspace alle kræfter ind på at få kommerciel succes
Opdateret kl. 19:11
AALBORG: I januar kom chokmeldingen. En tredjedel af de ansatte skulle fyres. Samtidig trak topchefen og bestyrelsesformanden sig tilbage.
- Det er ikke den bedste timing, men det er rent tilfældigt. Vores formand er blevet alvorlig syg, og Niels Buus er blevet 65 år og ønskede også at stoppe. Det har intet med fyringerne at gøre, sagde Jukka Pekka Pertola, der er nuværende bestyrelsesformand for Gomspace, om chefernes pludselige tilbagetrækninger til Nordjyske i januar.
Nu har Gomspace offentliggjort nye regnskabstal. De viser, at egenkapitalen er mere end halveret. Der er mistet knap 80 millioner kroner.
- Vi står i dag i en meget vanskelig økonomisk situation, skriver Jukka Pertola, bestyrelsesformand, Gomspace, i en meddelelse til sine aktionærer.
Mistede stor kunde
Den primære årsag til fyringer og den økonomiske lussing er, at en stor industriel kunde pludselig ikke ville betale for sin ordre.
Kunden ønskede pludselig langt flere satellitter leveret langt hurtigere end aftalt.
Det var umuligt. Derfor var der intet andet at gøre for Gomspace end at skære voldsomt ned i produktionskapaciteten og bogføre et milliontab.
Gomspace fyrede 50 og er i dag 120 ansatte. Målet er på sigt at vokse til 700 ansatte.
Virksomheden udvikler og producerer nanosatellitter på størrelse med skotøjsæsker, som er langt billigere at sende op i rummet end traditionelle satellitter.
- GomSpace er en rumfartsvirksomhed, der konkurrerer på det globale marked for rumsystemer og rumservices.
- Virksomheden udvikler og producerer komponenter, platforme og innovativ teknologi til brug i nanosatellitter og til kommercielle løsninger.
- GomSpace blev stiftet i 2007, og havde de første år adresse i forskerparken Novi. Selskabet blev i 2016 virksomheden noteret på Nasdaq i Stodkholm.
- I 2013 fik de daværende 10 medarbejdere virksomhedens første satellit i kredsløb om jorden. Hensigten med satellitten var demonstrere mulighederne ved flytracking.
- I 2017 åbnede virksomheden kontorer i Singapore og Washington. Samme år voksede Gomspace fra faciliteterne på Novi og flytter til sin nuværende adresse. Antallet af ansatte er i dag 120. Målet er at blive 700 ansatte.
- Mens "Space" giver sig selv skal baggrunden for Gom findes i Muppet-shows "Grumpy Old Men", som var det øgenavn, virksomhedens grundlæggere blev tildelt af folk i akademiske kredse.
- Det var deres kritiske, entusiastiske og analytiske tilgang til teknologi, der gjorde virksomhedens grundlæggere, der i sin tid mødtes som studerende på Aalborg Universitet, fortjent til betegnelsen.
Akut kapitalbehov
Men Gomspace har akut behov for kapital. Derfor har man påbegyndt en aktieemission på 80 millioner kroner med fortegningsret for eksisterende aktionærer i perioden 3. til 19 april.
I december modtog Gomspace også et lån fra Den Europæiske Investeringsbank (EIB) på 134 millioner kroner til forskning og udvikling.
I marts sidste år købte den britiske milliardær Peter Hargreaves aktier for 73 millioner kroner.
Vil have større profit
Gomspace vil nu skifte fokus.
- Vi må erkende, at vi de senere år har brugt for mange ressourcer på ingeniørtunge udviklingsopgaver og specialdesignede produkter med en alt for lav profitabilitet, skriver Jukka Pertola.
Vurderingen er, at markedet for nanosatellitter er modnet, og at der ikke er så stort behov for forsknings- og udviklingsorienterede satellitter.
Gomspace vil derfor i løbet af de næste to år udvikle standardiserede løsninger for at opnå højere profitter og kommerciel succes.
Ledelsen tror på det
- Vi har den grundlæggende teknologi på plads og en strategi klar til at udnytte modningen af markedet og den stigende efterspørgsel. De næste par år er det planen at opdatere og raffinere vores produktudbud og skabe en standardiseret nanosatellitplatform, der kan fremstilles i stor skala og dermed mere profitabelt, skriver Jukka Pertola, bestyrelsesformand, Gomspace.
Han understreger samtidig, at den nye ledelse har, hvad der skal til sammen med de mange dedikerede medarbejdere til at forløse det store potentiale, som Gomspace besidder.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.