Erhverv

Funcenter flytter i nye lokaler. Og udvider med seks nye escape-rooms

Det begyndte med to sæt sumodragter og endte med et stort eventcenter. Nu flytter Funcenter Aalborg til ny adresse

Funcenter Aalborg holder til i en gammel tørrehal på Eternitten. Her kan gæsterne vælge mellem 30 forskellige aktiviteter.
Funcenter Aalborg holder til i en gammel tørrehal på Eternitten. Her kan gæsterne vælge mellem 30 forskellige aktiviteter. Foto: Martin Damgård

Opdateret 27. januar 2025 kl. 12:19

I 10 år har der været lokumsræs og paintball-krig i den gamle tørrehal på Eternitgrunden.

Men nu er det snart slut. Funcenter Aalborg har opsagt sit lejemål og har sidste åbningsdag 20. december i år.

Det oplyser ejer Jan Olsen i en pressemeddelelse.

I stedet vil han fokusere på de andre ben i sin eventforretning. Heriblandt virksomheden Get Out, der fra adressen på Nytorv i Aalborg specialiserer sig i escape rooms.

- I Funcenter er vi primært kendt for vores gæsteservice og det store 2.500 m2 eventcenter på Eternitgrunden. Men det er vores øvrige afdelinger, der har båret en stor del af omsætningen og væksten de seneste år, siger Jan Olsen.

Med lukningen af evencentret på Eternitten håber Jan Olsen at kunne fokusere mere på oplevelser og gæsterne og mindre på administration.

- Efter et sygdomsforløb i min nærmeste familie, hvor jeg var nødsaget til at trække stikket fra Funcenter i en periode, er jeg kommet tilbage med et nyt syn på mit arbejdsliv. Jeg mener, at Eventcenteret er blevet for omkostningstungt og tidskrævende at drive. Driftsudgifterne er blevet betydelig højere de seneste år.

Jan Olsen, indehaver af Funcenter Aalborg, har levet et turbulent liv de seneste par år, hvor han har været tæt på konkurs og har sovet hos venner og familie for at spare penge. Nu har han besluttet at lukke centret og bruge tid og penge på andre forretningsben. Foto: Martin Damgård

Samtidig konstaterer Jan Olsen, at omsætningen i evencentret er faldet, og at konkurrencen inden for oplevelser i Aalborg er skærpet.

I stedet vil han i det nye år udvide GetOut-afdelingen i Aalborg med seks nye escape rooms på en - indtil videre - hemmelig lokation i byen.

Derudover vil Jan Olsen satse endnu mere på arrangementer ud af huset.

- Konceptet glæder vi os til at lancere d. 1. januar, siger han.

Begyndte i kælder

Jan Olsen var studerende, da han med 5000 kroner på lommen sprang ud som iværksætter.

Pengene brugte han på to sumodragter, som han begyndte at leje ud fra sin kælder på Kastetvej i Aalborg.

Da han havde tjent 5000 kroner på det, købte han endnu et sæt dragter.

- Det har ikke været uden bump på vejen at nå hertil, siger Jan Olsen. I dag holder han foredrag om de svære år i folkeskolen, hvor han kæmpede for at følge med, og rejsen med Funcenter Aalborg.  Foto: Martin Damgård

Det blev starten på Funcenter Aalborg, der siden voksede sig til en stor forretning.

I dag beskæftiger virksomheden seks fuldtidsansatte og 38 deltidsansatte og har en omsætning på ca. 10 mio. om året.

Vejen dertil har dog ikke været uden bump.

For fire år siden var Jan Olsen tæt på at miste livsværket, da hans eventcenter blev tvangslukket under corona.

Han opsagde sin lejlighed og boede hos familie og venner for at spare på udgifterne. Imens gik tidligere og nuværende kollegaer sammen om en indsamling til den hårdtprøvede iværksætter.

Indsamlingen nåede 200.000 kroner, og konkursen i Jan Olsens eventcenter, Funcenter Aalborg, blev afværget.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden