Stor fyringsrunde på nordjysk fabrik: - Det er ekstremt ærgerligt

Det er kun måneder siden, at virksomheden udvidede produktionen på grund af stigende efterspørgsel 

Henrik Sørensen, der er ejer og direktør i virksomheden Vindunor, fortæller, at han og virksomheden kommer stærkere tilbage, når udviklingen vender.  <i>Arkivfoto: Bente Poder</i>

Henrik Sørensen, der er ejer og direktør i virksomheden Vindunor, fortæller, at han og virksomheden kommer stærkere tilbage, når udviklingen vender.  Arkivfoto: Bente Poder

HJØRRING:Det er blot et par måneder siden, at den nordjyske vindues- og dørproducent Vindunor slog dørene op til en spritny produktionshal på grund af en stigende efterspørgsel i byggeriet. 

Nu er der sket en markant ændring. 

Nordjyske erfarer, at medarbejderne i Vindunor fredag morgen er blevet informeret om, at produktionen skal reduceres kraftigt. Det vil ifølge Nordjyskes oplysninger koste op mod 30 af de 90 ansatte jobbet, men antallet af fyringer og tidspunktet for fyringerne er fortsat usikkert. 

Det blev dog meldt ud, at fyringerne vil finde sted "hurtigst muligt". 

Antallet af ansatte kan forvente at blive reduceret kraftigt den kommende tid.  <i>Arkivfoto: Bente Poder</i>

Antallet af ansatte kan forvente at blive reduceret kraftigt den kommende tid.  Arkivfoto: Bente Poder

En uundgåelig situation 

Ejer og direktør i Vindunor, Henrik Sørensen, bekræfter overfor Nordjyske, at der er en fyringsrunde på vej. Han fortæller, at han endnu ikke har overblik over antallet af medarbejdere, som vil blive påvirket af fyringsrunden. 

Virksomheden befinder sig i et konjunkturfølsomt marked, og derfor var situationen uundgåelig, sådan som markedet udvikler sig i øjeblikket. 

- Tømrermarkedet, som vi leverer til, oplever lige nu en afmatning fra den private forbruger. Når tømrerne ikke får det samme antal af ordrer, falder det helt naturligt tilbage på os, siger Henrik Sørensen. 

- Det kommer til at berøre nogle medarbejdere og virksomheden, men vi er godt polstret til nedgangen. Det er ikke sådan, at forretningen er truet, siger han. 

Beslutningen er truffet ud fra mantraet om at sikre rettidig omhu. Ejeren fortæller, at han og virksomheden kommer endnu stærkere tilbage.  

- Når det blæser, dukker vi nakken, indtil det holder op med at blæse igen. Det er et bump på vejen, men det er ikke verdens undergang, Vi kommer igennem det her - det har jeg også sagt til medarbejderne, siger Henrik Sørensen. 

Ejeren forventer at have en afklaring over fyringsantallet i midten af næste uge. 

Splittede op med succes 

I starten af det nye år ophørte et 15-årigt langt partnerskab mellem Henrik Sørensen og den daværende partner, da deres virksomhed Glaseksperten A/S blev splittet op i to.

Mens hans tidligere partner videreførte Glaseksperten, gik Henrik Sørensen videre med firmaet Vindunor A/S, som producerer vinduer og døre.

I samme ombæring meddelte Henrik Sørensens søn, Casper Sørensen, at han ville starte i firmaet Vindunor.

Henrik Sørensen har blandt andet sønnen Casper Sørensen ansat i firmaet.  <i>Arkivfoto: Bente Poder</i>

Henrik Sørensen har blandt andet sønnen Casper Sørensen ansat i firmaet.  Arkivfoto: Bente Poder

Beslutningen om at splitte op og fortsætte med et far og søn-makkerskab var så stor en succes, at den nordjyske produktionsvirksomhed i sommer kunne slå dørene op til en helt ny produktionshal på 1.900 kvadratmeter. 

Det fik virksomhedens samlede produktionskapacitet op på 12.000 kvadratmeter. 

Vindunor havde med andre ord stor succes på trods af stigende råvarepriser og øget inflation. Lige indtil at byggebranchen stoppede op. 

Beslutningen om at investere blev truffet for over et år siden, hvor markedet buldrede afsted, og ingen forudså krigen i Ukraine og dens påvirkning.

- Det er ekstremt ærgerligt. Men når markedet vender, står vi med vores investeringer bedre rustet end nogensinde før, siger Henrik Sørensen.

Om Vindunor A/S

  • Vindunor sælger vinduer og døre til større og mindre tømrermestre. 
  • Virksomheden, der har rødder i Hjørring, beskæftiger i dag cirka 90 medarbejdere og har mere end 40 års erfaring som producent og rådgiver i branchen.
  • Alle produkter er designet og produceret lokalt.
  • Henrik Sørensen er eneejer af virksomheden.
  • I 2021 havde Vindunor et overskud efter skat på 2,2 millioner kroner.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.