Nordjyske mener

Nordjyske mener: Efter halvandet år får Huset endelig en leder - men det egentlige arbejde begynder nu

Kathrine Lykkegaard er redaktionschef på Nordjyske. 
Kathrine Lykkegaard er redaktionschef på Nordjyske.  Foto: Martél Andersen / Grafik: Malte Keld Nielsen
Lyt til artiklen

Det har været over halvandet år undervejs.

Og for mange organisationer, der har prøvet at stå uden en leder i en periode, er det et udfordrende vakuum at befinde sig i.

Men for Huset i Hasserisgade har det også været en tid præget af intern uro.

Uroen handlede om afskedigelser og et presset arbejdsmiljø, som gjorde, at der blandt flere af medarbejderne opstod en bekymring for, at Huset som kulturelt fyrtårn var ved at miste sin særlige rolle, selvstændighed og sjæl i processen.

På Nordjyske har vi undervejs beskæftiget os med den uro. Ikke alene fordi den har betydning for medarbejderne, men fordi den rejser et større spørgsmål om Husets fremtid og de ambitioner, der er lagt for stedet.

Vi har rejst spørgsmålet om armslængden mellem Aalborg Kommune og det selvejende kulturhus - blandt andet fordi kommunens egen kulturchef gennem en længere periode fungerede som midlertidig leder af Huset.

Armslængden er afgørende.

Selvfølgelig skal kommunen interessere sig for, hvad der sker med de mange millioner, man hvert år bruger på kulturlivet. 

Men et levende kulturliv kræver miljøer og institutioner, der har frihed til at sætte deres egen retning. De skal kunne udfordre, eksperimentere og skabe noget, der ikke nødvendigvis er udtænkt på et kommunalt kontor.

Og lige præcis for Huset er det vigtigt. For hele ambitionen er jo, at det skal være et sted, hvor nye kulturelle miljøer og kræfter kan vokse frem.

Og nu er første skridt altså taget. Man har sat navn på den leder, der står over for en stor opgave.

Det er Casper Hestbech.

Han har 25 års erfaring fra kulturbranchen – senest som leder af Hobro Byforum. Tidligere har han været direktør for Mariager Saltcenter, leder af 1000Fryd og afdelingsleder for kultur på Trekanten Bibliotek & Kulturhus i Aalborg Øst.

Dermed er den lange periode med midlertidig ledelse slut. 

Men det er stadig vigtigt at huske, at ansættelsen ikke er kulminationen på historien - og at spørgsmålet om armslængde ikke automatisk forsvinder, bare fordi Huset nu har fået sin egen leder.

Men ansættelsen er dog en forudsætning for, at man nu kan fokusere på den egentlige opgave.

Huset skal være Nordjyllands kraftcenter for de kunstneriske vækstlag.

Det betyder, at man vil gøre det lettere at udvikle sig som kunstner og skabe kunst i Nordjylland. At unge talenter skal have stærkere miljøer at udvikle sig i her – og at Nordjylland skal være et sted, der skaber kultur. 

Det er en stor ambition. Og det bliver en svær opgave.

For der er både DNA, sjæl og historie at værne om. Men der skal også tænkes nyt, hvis ambitionerne skal indfries. Og forudsætningerne skal være på plads til, at kulturen kan vokse nedefra.

Så den største opgave begynder nu.

Kathrine Lykkegaard Jeppesen er redaktionschef for Identitet.

Gå til relaterede emner

Forsiden