Erhverv

Hotel-familie udvider for anden gang i år

Bühlmann-koncernen føjer endnu et hotel til listen - denne gang i Danmarks næststørste lufthavn

Bühlmann-koncernen tilføjer nu det ottende hotel til porteføljen
Bühlmann-koncernen tilføjer nu det ottende hotel til porteføljen PR-foto

Opdateret kl. 17:42

AALBORG/BILLUND: Kun én måned efter at det ikoniske Hotel Royal i Aarhus kom under Bühlmanns vinger, udvider den nordjyske hotel- og gastronomikoncern endnu en gang porteføljen.

Dermed gør Bühlmann allerede alvor af de planer, som den ene halvdel af direktørduoen, Anemette Bühlmann, luftede for nylig.

Hotellet, der er beliggende i Danmarks næststørste lufthavn, bliver nummer otte på listen over Bühlmann-hoteller.

Gode samarbejdspartnere

Bühlmann og Proark-koncernen samarbejder i dag om Pier 5 Hotel på Aalborgs havnefront. Fremover skal de også drive hotel sammen i Billund Lufthavn.

1. juni 2023 indgår Bühmann således en franchiseaftale med Proark-koncernen, der ejer det nuværende Zleep Hotel Billund Lufthavn, om den fremtidige drift af hotellet.

Begge parter er glade for samarbejdet, og de muligheder det giver.

- Danni og Anemette er dygtige forretningsfolk og gode samarbejdspartnere. Jeg er utrolig glad og tryg ved at få Bühlmann ombord også i Billund, udtaler Michael Kaa Andersen, der stiftede Proark-koncernen for over 35 år siden, i en pressemeddelelse.

Hotellet i Billund er ikke det første lufthavnshotel, som er en del af Bühlmann-familien.

De driver allerede Aalborg Airport Hotel, og derfor kan Bühlmann trække på nogle af de erfaringer, de har gjort sig i hjembyen.

- Aalborg Airport Hotel er meget mere end en seng at sove i, og det er også den feedback, vi får fra vores gæster, så de samme gode oplevelser og rammer skal skabes i Billund, fortæller Danni Bühlmann i pressemeddelelsen.

Lufthavnshotellet i Billund rummer 163 værelser, men Michael Kaa Andersen fortæller, at der er planer om at udvide hotellets kapacitet i løbet af næste år.

Unikke hoteller

Selvom der snart er otte hoteller under Bühlmann-navnet, er det vigtigt for det nordjyske hotel-par, at hvert enkelt hotel kan tilbyde noget unikt. 

I Billund er det ikke bare udsigten til landingsbanerne, men også de mange seværdigheder, som ligger i kort afstand til hotellet, der gør hotellet til noget specielt, lyder det.

Bühlmann kom ud af 2022 med et rekordregnskab, hvilket giver gode muligheder for vækst. I første omgang planlægger de en gennemgribende renovering af hotellet i løbet af efteråret, oplyser Danni Bühlmann.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Læs også

Gå til relaterede emner

Forsiden