Initiativ hædret med gylden pris
Morsø Erhvervsråd har uddelt priser til både en stor og en lille virksomhed

Jacob Libach Nielsen, administrerende direktør i Smartlift, modtog prisen på vegne af virksomheden. Foto: Lars Pauli
MORS:Virksomheden Smartlift, der producerer lifte til montage af vinduer og glaspartier, blev tirsdag aften hædret med Morsø Erhvervsråds initiativpris Den Gyldne Østers. Det skete på erhvervsrådets generalforsamling.
Smartlift har produktion og hovedkontor i Nykøbing samt et salgs- og udviklingscenter i Aalborg. Det var virksomhedens direktør Jacob Libach Nielsen, der modtog prisen på virksomhedens vegne.
- Vinderen har formået at skabe en global virksomhed på Mors, med egne selskaber i blandt andet Tyskland og USA, fremhævede erhvervsrådets bestyrelsesformand Tage Odgaard Nielsen blandt andet, da han overrakte prisen.
Initiativprisen Den Gyldne Østers har været uddelt siden 1965. Tidligere prismodtagere er blandt andre Malte Haaning Plastic A/S, Vilsund Blue A/S, XL-Byg Tømmergaarden, Thorup Smed, DFI Geisler A/S og Reron A/S.
På generalforsamlingen blev der også uddelt iværksætterprisen Den Gyldne Musling. Den gik til Houe Film ved Malte Houe.
- Årets vinder er en kreativ ildsjæl. Han er visionær og deltager i mange aktiviteter til gavn for det lokale erhvervsliv og for Mors, lød begrundelsen blandt andet.
Reduceret budget
I sin beretning fremhævede Tage Odgaard Nielsen, at Morsø Kommune i september 2022 blev kåret som en flot nummer to på listen over Danmarks mest erhvervsvenlige kommuner.
- Topplaceringen markerer kulminationen på en imponerende udvikling, hvor Morsø Kommune siden 2016 fra en plads som nummer 63 konstant er kravlet opad, sagde bestyrelsesformanden og tilføjede, at mere end 80 procent af kommunens virksomheder erklærer sig tilfredse eller meget tilfredse med kommunens erhvervsvenlighed.
Kommunen og erhvervsrådet røg dog ud i vanskelige forhandlinger, da budgettet for 2023 skulle fastlægges. Tilskuddet fra kommunen er reduceret med 850.000 kroner to millioner kroner.
- Det medfører blandt andet, at bestyrelsen undtagelsesvist må fremlægge forslag til et 2024-budget, der ender i et minus på cirka 550.000 kroner for at opretholde det ønskede aktivitetsniveau, sagde Tage Odgaard Nielsen, der også forventer, at dette år vil ende med et underskud.
Til gengæld glædede han sig over, at Morsø Erhvervsråd har fået ansat Susanne Toftegaard Hansen som ny erhvervschef. Det sker efter det, som bestyrelsesformanden betegnede som "endnu et år med udfordringer". Den tidligere erhvervschef, som var blevet ansat i efteråret 2020, blev opsagt af bestyrelsen i august 2022.

Bestyrelsen for Morsø Erhvervsråd består efter generalforsamlingen 2023 af Torben Eilskov Leth, John Christiansen, Betina Dencker, Janne Marie Erhardsen, Anne Bjerre Larsen, Hans Ejner Bertelsen og Tage Odgaard Nielsen. Privatfoto
Til bestyrelsen blev Torben Eilskov Leth, Telvera, genvalgt, og Janne Marie Erhardsen, JME Advisory, blev nyvalgt. Hun afløser Anette Jensen, Heltoften Bed & Breakfast, der ikke opnåede genvalg, men fortsætter som suppleant.
Ved det efterfølgende konstituerende bestyrelsesmøde blev Tage Odgaard Nielsen, Frontego genvalgt som formand for Morsø Erhvervsråd.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.