Hjertesyge Jonny Olsen konkurs: Kutter kunne ikke sælges

Det er mislykkedes for Jonny "Gniske" Olsen at sælge sin båd, efter han blev syg. Nu går han konkurs

39-årige Jonny "Gniske" Olsen, kendt fra Gutterne på Kutterne, trak sig fra fiskeriet for et år siden på grund af problemer med hjertet. Nu er han gået konkurs. <i>Foto: Bente Poder</i>

39-årige Jonny "Gniske" Olsen, kendt fra Gutterne på Kutterne, trak sig fra fiskeriet for et år siden på grund af problemer med hjertet. Nu er han gået konkurs. Foto: Bente Poder

THORUP STRAND: Det var ikke efter eget ønske, at Jonny "Gniske" Olsen stoppede som erhvervsfisker for et år siden. En alvorlig, medfødt hjertefejl gjorde det hårde liv på havet umuligt for ham.

- Det er pisseirriterende. Jeg vil gerne lave en masse, men jeg kan ikke en skid. Nu venter jeg bare på mit nye hjerte, sagde Jonny Olsen dengang til Nordjyske.

Jonny Olsen er kendt for at have medvirket i TV-serien "Gutterne på Kutterne", der følger en gruppe fiskere fra Thorup Strand.

I juli fik Jonny Olsen sit nye hjerte sat i. Helbredet har det okay, her et halvt år efter.

- Jeg bliver stadig lidt forpustet ind i mellem, men det er noget helt andet nu. Jeg kan bevæge mig og cykler en gang imellem, bare ikke lige nu. Jeg gider ikke at cykle i regnvejr. Jeg har haft nok med vand at gøre i mit liv, siger Jonny Olsen.

Båd var usælgelig

Siden han blev syg, har Jonny Olsen forsøgt at sælge sin kutter, HM93. Det er mislykkedes. 

- Der er ikke kommet en eneste henvendelse på båden, overhovedet. Jeg tror, der er for meget til salg og for få unge mennesker, der vil være fiskere, siger Jonny Olsen.

Han havde håbet at få 300-400.000 kroner for kutteren. Nu står han muligvis til et tab i samme størrelsesorden. Båden står fortsat på stranden, men den er ikke længere hans. Den tilhører konkursboet. 

- Jeg har lovet, at jeg godt vil hjælpe med at sælge den, hvis det er, men båden er ikke min længere, siger Jonny Olsen.

For en uge siden valgte han at begære sit selskab "LIV v/Jonny Olsen" konkurs. Nu skal kurator forsøge at sælge selskabets aktiver til højestbydende.

"Vi er som led i håndteringen af konkursen ved at danne os et overblik over aktiver og gæld i virksomheden. Vi skal i forlængelse heraf blandt andet have afklaret, hvad der skal ske med fiskekutteren Liv", skriver Mikkel Anker Pedersen, advokat og partner, Storm Advokatfirma, som er kurator for konkursboet, til Nordjyske.

Glad for det er overstået

Den mulige økonomiske lussing betyder intet for Jonny Olsen. Han er nærmere lettet over, at det nu er overstået for ham.

- Jeg er helt glad ved det. Så er der slået en streg i sandet, så jeg kan komme videre. Nu er båden ikke mit problem længere, siger Jonny Olsen.

Han har fået tilkendt førtidspension, så han er ikke presset til at skulle ud på arbejdsmarkedet. Han har tidligere luftet, at han ønskede sig et stort kørekort, så han måske kunne køre lastbil. De planer er dog ikke blevet til noget endnu.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.