Kæmpefusion i familiedrevet bilhus skal give større muskler i omskifteligt marked
Det familiedrevne bilhus med to nordjyske filialer indgår i stor midt- og vestjysk fusion
Opdateret kl. 13:40
Haaning Automobiler A/S, der har filialer i Thisted og Nykøbing, bliver fusioneret ind i Auto Group Nordvest A/S (AGN). Det oplyser parterne i en pressemeddelelse.
Fusionen af det familiedrevne bilhus, der blev etableret i Hurup i 1968 af Søren Haaning, sker samtidig med, at A.V. Vejgaard A/S fra Ringkøbing og Tang Biler A/S fra Holstebro og Lemvig bliver en del af AGN.
Tilsammen har de over 180 års erfaring fra bilbranchen, og efter fusionen vil foretagendet, der har over 150 medarbejdere, strække sig over filialerne VW og Audi service Herning, SKODA, Seat og Cupra Herning, VW og SKODA Holstebro, VW Ringkøbing, Thisted, Nykøbing Mors og Lemvig.
Den sidste Haaning hos Haaning Automobiler, Torben Haaning, solgte ved årsskiftet sin ejerandel til nuværende indehaver Henrik Larsen, mangeårig medarbejder i virksomheden.
- Denne fusion vil få en helt ny betydning for vores samlede forretning. Vi vil få en række stordriftsfordele, som er nødvendige i en meget omskiftelig tid, hvor der stilles større krav til forhandlerne, oplyser Henrik Larsen.
Torben Haaning, der oprindeligt er udlært i tøjbutik, ser frem til at få mere tid til at dyrke sin interesse indenfor beklædning, fortalte han til Ligeher.nu, da nyheden om hans udtræden af familievirksomheden blev offentliggjort i januar:
- Jeg glæder mig nu til at få tid til især at have mere fokus på tøjbranchen, og de to tøjbrands, som jeg er medejer af. Jeg forventer mig meget af begge brands. Så tøjet kommer til at fylde meget mere fremover, siger Torben Haaning, medindehaver af de to tøjbrands Northtex ApS og Urban Brands Aps, der står bag mærkerne Fat Moose og Clean Cut Copenhagen.
Auto Group Nordvest skal ledes af Kenneth Tang, administrerende direktør for Tang Biler A/S, i rollen af direktør, med Michael Agerskov Ustrup som CFO. Anders Vejgaard, direktør A.V. Vejgaard A/S, bliver bestyrelsesformand for det nye selskab.
Den samlede ejerkreds vil fremadrettet bestå af Kenneth Tang, Martin Tang, Anders Vejgaard, Anne Mette Vejgaard, AC Vejgaard, Henrik Larsen, Michael Agerskov Ustrup, Torben Hedegaard Jensen og Jacob Thomsen.
Den endelige fusion af selskaberne sker først i sommeren 2024, hvor fusionen forventes endeligt godkendt.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.