Kendt fiskerestaurant konkurs: Millionær klar med ny plan
Den tidligere forpagter tjente aldrig penge, men ejeren nægter at lade restauranten gå til grunde

Det lykkedes aldrig at gøre restauranten til en god forretning for den nu forhenværende forpagter, Olav Bergsøe Pedersen. Arkivfoto: Bente Poder
BLOKHUS:Strandvejen i Blokhus, der periodevis er velbesøgt og trængt trafikeret, er netop blevet en restauratør fattigere.
For et par uger siden var forpagteren af Blokhus Fiskerestaurant, Olav Bergsøe Pedersen, i tvivl om, hvad der skulle ske med restauranten. Nu har han fået en endegyldig afklaring.
Selskabet bag restauranten er gået konkurs.
Det sker efter fire år som forpagter af Blokhus Fiskerestaurant, der aldrig blev en god forretning for restauratøren.
Fire regnskabsår gav alle underskud. I december sidste år valgte forpagteren selv at give op, da han fratrådte som direktør i virksomheden og tilbageleverede nøglerne til lejemålet på Strandvejen.
Uden lovpligtig direktør blev selskabet bag restauranten sendt til tvangsopløsning, og nu er det taget under konkursbehandling.
Restauranten overlever
Men bygningerne på Strandvejen 2, som forpagterens restaurant havde til huse i, er ikke omfattet af konkursen. De er ejet af storinvestoren og mangemillionæren John Andersen.
Og han har ingen planer om at lade restauranten gå til grunde.
Allerede nu kan man på restaurantens hjemmeside læse, at restauranten åbner igen til påske. Vedhæftet hjemmesiden er et nyt cvr-nummer, der tilhører selskabet Blokhus Fiskerestaurant ApS.
Ejeren er ingen andre end John Andersen selv. Han vil dog helst være fri for at kokkerere og drive restaurant, og løsningen til det er ved at falde på plads.
- Der er blevet udarbejdet en ny kontrakt om lejemålet med et nyt selskab, som jeg har stiftet og er ejer af. Men der kommer tre partnere og medejere ind i selskabet, som skal drive restauranten i dagligdagen, siger John Andersen, der ikke er klar til at fortælle, hvem de tre medejere er.

John Andersen er indehaver af en lang række ejendomme i Blokhus. På billedet står storinvestoren foran Aalborgvej 8 i Blokhus, der i øjeblikket er udlejet til restauranten Highway 66. Arkivfoto: Michael Bygballe
Adressen er en af mange investeringer, som John Andersen har foretaget i Blokhus siden 2011. Her blev han i en byttehandel ejer af en række ejendomme i området, og siden har investeringerne grebet om sig.
Han er blandt andet også ejer af Blokhus Skulpturpark, der hvert år er en stor turistattraktion og sidste år gjorde feriebyen verdenskendt.
For nyligt udvidede storinvestoren sin portefølje af investeringer, da han købte en stor grund med tilhørende bygninger fra en nedslidt maskinfabrik i Nørresundby. Planen er, at adressen på sigt skal huse mange nye jobs.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.