Målet er en milliard i euro: - Vi kan noget, de ikke kan i Asien

På en stille sidevej i Himmerland har en fabrik i snart 60 år konkurreret på benhårdt verdensmarked. Og klaret sig fint

Selvfølgellg kan GPV konkurrere med Kina. Mexico og alle de andre. Iført korrekt tøj og antistatiske strips på skoene Fra venstre Martin Kjærbo, den nye direktør for fabrikken i Aars Niels Bach, afgående direktør Anders Thomsen samt administrerende direktør Bo Lybæk. <i>Foto: Claus Søndberg</i>

Selvfølgellg kan GPV konkurrere med Kina. Mexico og alle de andre. Iført korrekt tøj og antistatiske strips på skoene Fra venstre Martin Kjærbo, den nye direktør for fabrikken i Aars Niels Bach, afgående direktør Anders Thomsen samt administrerende direktør Bo Lybæk. Foto: Claus Søndberg

AARS:Elektronik... Er det ikke noget, man kun fabrikerer i Kina, Korea og andre østlande? På en lille vej i udkanten af Aars er svaret et klart og tydeligt nej. 

Her har GPV Industries haft fabrik i 55 år, og i 2022 trives virksomheden som aldrig før. 140 ansatte er der, efter at man så sent som i 2021 udvidede staben med 30 medarbejdere. Ordrebogen vokser fortsat her i 2022. Og det gør ambitionerne også.

I dag er fabrikken blevet til en koncern med hovedsæde i Vejle, produktion i Aars og den noget større fabrik i Tarm, samt ti andre steder i verden. Sidste år steg omsætningen til knap 3,2 milliarder kroner. I år viser det første kvartalsregnskab at man for første gang har omsat for mere end en milliard kroner i årets første tre måneder.

Forventer fortsat vækst

- Vi venter bestemt en fortsat vækst i omsætning. Om det giver flere job tør jeg ikke sige, for vi effektiviserer hele tiden produktionen. Vi har mange kunder og har også lige fået en stor ny kunde i medico-branchen. Hvem det er, kan vi af princip ikke fortælle. For det vi laver, skal ikke stå i vores navn, men være del af deres produkter, fortæller administrerende direktør Bo Lybæk.  

Det er dog mange af de store navne i Danmark, der får komponenterne. Tidligere har Grundfos vist sig som kunde, og man leverer også til "store aktører i vindmøllebranchen". 

GPV Industries

GPV står egentlig for "Glostrup Plade Værksted".

Fabrikken i Aars er Danmarks største indenfor specialet EMS: Electronic Manufacturing Services. Den er blandt de ti største i Europa på området

Virksomheden blev grundlagt af Knud W. Hansen i 1961 i Glostrup og fik først fabrik i Gladsaxe

Flyttede i 1966 produktionen til den da lidt søvnige handelsby Aars, hjulpet af datidens egnsudviklingsstøtte

Blev som GPV Industri A/S børsnoteret i 1982 og opkøbte en række mindre firmaer i branchen frem til 2005

I 2005 gik GPV konkurs men genopstod som GPV International

I 2016 blev GPV International opkøbt af konglomeratet Schouw A/S med hovedsæde i Aarhus. Pris: 400 millioner kroner

I dag beskæftiger den 140 ansatte. Sammen med søstervirksomheden i Tarm og hovedkontoret i Vejle har GPV-koncernen godt 400 ansatte i Danmark

På verdensplan har man fabrikker i blandt andet Sri Lanka, Mexico, Schweiz, Kina, Slovakiet, Thailand og Tyskland

Omsætningen var i 2021 på knap 3,2 milliard kroner, en stigning på 11 procent fra 2020. I år ventes den at stige yderligere til 3,5 til 3,8 milliard kroner.

I februar skrev man kontrakt på en ny fabrik i Bangkok, koncernens største. Den bliver på 22.000 kvadratmeter, der står klar i 2023.

Som nyt mål vil GPV Industries nå en milliard euro i omsætning i 2025.

GPV Industries, Electronic Supply

Robust elektronik

GPV laver det man kan kalde "robust elektronik". Elementer der er målrettet til at kunne klare sig i ekstra krævende miljøer. Som for eksempel vindmølle-industrien, som man også leverer til, uden at sætte navne på. Og altså også til maskiner i medicin- og hospitalsindustrien.

Præcis hvordan den enkelte type elektronik skal se ud, aftaler man med kunden. Og GPV er så fleksibel, at man kan findes i rigtigt meget udstyr, hvor vejr, miljø eller særlige krav til sikkerhed, er krævende.

Produktionen skal være nøjagtig ned til brøkdele af en millimeter. Elektronikoperatør Jeanette Olesen må også bruge mikroskop til sit arbejde. <i>Foto: Claus Søndberg</i>

Produktionen skal være nøjagtig ned til brøkdele af en millimeter. Elektronikoperatør Jeanette Olesen må også bruge mikroskop til sit arbejde. Foto: Claus Søndberg

Modner produkter

- Når vi kan ligge her, så er det blandt andet fordi, at vi er gode til at "modne" produkter. Hjælpe med at udvikle dem. Når det så er gjort kan det godt være, at produktionen bagefter går til Thailand, Mexico eller et tredje sted. Det betyder også noget, at vi her er nær ved kunderne. Det er der en del virksomheder, der gerne vil betale for, siger Martin Kjærbo, Executive Vicepresident Operations med koncernens 12 fabrikker på tre kontinenter som særligt område.

Han er hentet til ledelsen så sent som oktober for at hjælpe med at indfri de nye ambitioner. Han kommer fra Odense-firmaet Universal Robots og arbejde før for Grundfos og Vestas i henholdsvis 12 og 11 år.

Ny Aars-direktør

Nyest er dog Niels Bach, som fra 1. juni er ny fabrikschef i Aars og hentet i Løgstør-virksomheden Jeld-Wen.

Han er uddannet ingeniør, og selv om vejen fra dør-specialisterne hos Jeld-Wen til en elektronikvirksomhed kan synes lang, hænger det faktisk udmærket sammen.

Dels er Jeld-Wen i størrelse sammenlignelig med 150 timelønnede og 20 funktionærer. Dels har Niels Bach tidligere arbejdet med blandt andet glasfiberproduktion til vindmøller samt systemløsninger til landbruget. Så han kender en del til elektronik.

- For mig er det lidt som at komme hjem til en branche, jeg kender i forvejen, forklarer Niels Bach.

Udvider kraftigt

Han skal også bruge sit kendskab fra andre brancher til at skabe nye kontakter og dermed nye kunder. Noget han står til at få travlt med, for koncernen har fart på her halvvejs i 2022.

For kort tid siden skrev man kontrakt på at få ny fabrik i Bangkok, der med 23.000 kvadratmeter bliver koncernens største. Den på Sri Lanka er lige blevet næsten fordoblet i areal, så man næste år står med i alt 100.000 kvadratmeter produktion fordelt på tre kontinenter.

I over 50 år har GPV ligget diskret på en sidevej i udkanten af Aars, lige ved siden af byens stadion. Sammen med koncernen bag er man inde i en solid vækst. <i>Foto: Claus Søndberg</i>

I over 50 år har GPV ligget diskret på en sidevej i udkanten af Aars, lige ved siden af byens stadion. Sammen med koncernen bag er man inde i en solid vækst. Foto: Claus Søndberg

Nye mål

- I 2016 fik vi ny ejer. Der satte vi det mål at nå 1,5 milliard kroner i omsætning. Det syntes vi, var lidt modigt, men det nåede vi. Nu har vi sat det nye mål at omsætte en milliard i 2025. I euro, fortæller Bo Lybæk. 

- Jeg ved godt, at vi er i Nordjylland, og at jeg strækker halsen frem, når jeg siger den slags. Men det er altså målet, og det står vi ved, smiler den administrerende direktør.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.