Morten skulle fortælle 15 ansatte, at butikken lukker: - Jeg er da overrasket over, at det skete lige nu

Det giver tristhed blandt de ansatte, at Dansk Supermarked lukker nordjysk butik

Butikschef Morten Thomsen er overrasket over, at Basalt-lukningen kommer så hurtigt. <i>Foto: Claus T. Kræmmergård</i>

Butikschef Morten Thomsen er overrasket over, at Basalt-lukningen kommer så hurtigt. Foto: Claus T. Kræmmergård

HJØRRING:Det var et chok, der ramte medarbejderne i Basalt i Hjørring torsdag morgen. Kun godt et halvt år efter butikkens åbningsdag, så har den nu udsigt til at blive lukket.

- Jeg er da overrasket over, at det skete lige nu - men det er heller ikke sådan, at det fuldstændig kommer bag på mig, siger den 36-årige butikschef, Morten Thomsen.

Helt generelt har det i Basalt-kæden været svært at skabe en god nok omsætning - og derfor har Dansk Supermarked nu valgt at lukke kæden.

Morten Thomsen fik omkring klokken otte besked om lukningen fra sin distriktschef, og derefter begyndte han at orientere de lokale medarbejdere. Der er cirka 15 af dem i Hjørring-butikken, der ligger på Bispensgade.

Basalt i Hjørring lukker i løbet af et par måneder. <i>Foto: Claus T. Kræmmergård</i>

Basalt i Hjørring lukker i løbet af et par måneder. Foto: Claus T. Kræmmergård

Samtidig glæder butikschefen sig dog over, at alle ansatte kan få lov at beholde deres ansættelse hos Dansk Supermarked. Det betyder eksempelvis, at de kan blive overflyttet til Føtex eller til én af Netto-butikkerne i Hjørring.

- Det er da en trist nyhed for os allesammen, at butikken skal lukke - og på en eller anden måde skal det hele lige have lov at falde på plads, siger Morten Thomsen og tilføjer:

- Men medarbejderen er faktisk også glade for, at de trods alt kan få lov at komme et andet sted hen.

Savner mælken

Årsagen til lukningen skal som nævnt findes i en svigtende kundeopbakning. Og det kan 68-årige Yngve Pedersen fra Hjørring egentlig godt forstå. Selv om han denne dag har lavet et hurtigt lille Basalt-indkøb er han aldrig blevet fan af butikken.

- Jeg har faktisk ikke været i butikken, siden den åbnede. Dengang sagde jeg til mig selv, at det ikke rigtigt var nogle varer, der lokkede mig, fortæller Yngve Pedersen.

Yngve Pedersen er aldrig blevet stor fan af Basalt. Han savner simpelthen nogle af de varer, som han kunne få på stedet, da der blev drevet Netto-butik. <i>Foto: Claus T. Kræmmergård</i>

Yngve Pedersen er aldrig blevet stor fan af Basalt. Han savner simpelthen nogle af de varer, som han kunne få på stedet, da der blev drevet Netto-butik. Foto: Claus T. Kræmmergård

- Det irriterer mig, at vi mistede vores Netto-butik, der lå her på stedet. I Basalt er det jo ikke muligt bare lige at købe en liter mælk, og det er træls, synes jeg. Der mangler nogle af de ting, som jeg gerne ville købe i Netto, siger han.

Mere positiv er 65-årige Anni Larsen, der også bor i Hjørring.

- Jamen, først og fremmest vil jeg sige, at det kommer meget bag på mig, at den lukker. Butikken har jo ikke været her så længe, siger hun.

- Jeg bruger butikken, når jeg lige tilfældigvis kommer forbi. Jeg er her nok sådan cirka en gang om måneden, og jeg har faktisk været rigtig glad for at handle her. Man kan få billig frugt, og så køber jeg eksempelvis også køkkenrulle og toiletpapir her. 

Anni Larsen har været glad for at handle i Hjørring-butikken. <i>Foto: Claus T. Kræmmergård</i>

Anni Larsen har været glad for at handle i Hjørring-butikken. Foto: Claus T. Kræmmergård

Er du ked af at miste butikken?

- Njah, der er jo efterhånden så mange andre steder, man kan handle, siger Anni Larsen med et smil.

Landets Basalt-butikker lukker i løbet af et par måneder. I flere af dem kommer der efterfølgende til at åbne Netto-butikker i lokalerne - men det bliver ikke tilfældet på Bispensgade i Hjørring. 

Her lukker butikken permanent.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.