bestyrelse

Nordjysk svineproducent trækker sig som næstformand for Danish Crown

Den nu tidligere næstformand driver til daglig et stort landbrug ved Vrå

Nordjyske har tidligere besøgt Thomas Kjær på hans landbrug i Vrå, hvor han producerer 130.000 grise om året
Nordjyske har tidligere besøgt Thomas Kjær på hans landbrug i Vrå, hvor han producerer 130.000 grise om året Arkivfoto: Martin Damgård

Opdateret kl. 22:58

Næstformand i Danish Crown Thomas Kjær har trukket sig fra bestyrelsen grundet uenighed om retningen.

Det skriver Danish Crown i en pressemeddelelse.

- Jeg udtræder uden yderlige kommentarer og ønsker selskabet alt det bedste, siger Thomas Kjær i meddelelsen.

Thomas Kjær, som driver et stort landbrug ved Vrå med griseproduktion og er valgt i kreds 1 i Nordjylland, har siddet i A/S-bestyrelsen og været næstformand i amba-bestyrelsen. Han trækker sig fra begge bestyrelser.

- De store ting bliver ikke ændret

Torsdag trak to andelshavere sig fra arbejdet i et vedtægtsudvalg, som arbejder med at modernisere selskabets struktur.

Svineproducenten Martin Lund Madsen var blandt de to, som trak sig fra udvalget. Han har forklaret over for AgriWatch, at de trak sig, blandt andet fordi det ikke lykkedes at få indsat en ekstern person frem for en landmand som bestyrelsesformand.

- Man er ikke villig til at rykke i håndtagene. Vi har stor respekt for de ting, der sker, men de store ting bliver ikke ændret. Det er nu, vi skal have en tung, ekstern profil ind i A/S-bestyrelsen, sagde Martin Lund Madsen til mediet torsdag.

Danish Crown oplyser til Ritzau, at Thomas Kjærs fratrædelse ifølge ham selv ikke har noget med de to andelshaveres kritik at gøre.

Fortsætter som leverandør

Thomas Kjær ønsker over for AgriWatch ikke at kommentere beslutningen om at trække sig som næstformand yderligere. Han meddeler dog, at han fortsætter som leverandør til Danish Crown og i selskabets repræsentantskab.

- Jeg er rigtig ærgerlig over, at Thomas ikke fremadrettet kommer til at bidrage til det arbejde, som er i gang, men jeg tager hans beslutning til efterretning og ønsker ham alt det bedste fremover, siger formand i Danish Crown Asger Krogsgaard i pressemeddelelsen.

Færre grise slagtes i Danmark

Der har i en længere periode været utilfredshed med den pris, Danish Crown betaler landmændene for deres varer.

Selskabet, der er ejet af de danske landmænd, er presset af, at der sendes færre grise til slagtning i Danmark.

Det har fået Danish Crown til at lukke flere slagterier og nedlægge stillinger for at skære forretningen til. Det gælder slagterier i Ringsted og Sæby.

I november 2023 trådte den daværende bestyrelsesformand, Erik Bredholt, tilbage og overlod posten til Asger Krogsgaard.

Danish Crown meddelte desuden i juni, at dets mangeårige topchef, Jais Valeur, stopper på posten, når der er fundet en afløser.

I pressemeddelelsen fredag lyder det fra Asger Krogsgaard, at selskabet "snart" vil præsentere en ny topchef.

/ritzau/

Nordjyske har tidligere besøgt Thomas Kjær på hans landbrug i Vrå, hvor han producerer 130.000 grise om året. Du kan læse mere om den nu tidligere formand i artiklerne herunder:

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Læs også

Gå til relaterede emner

Forsiden