Nordjyllands mest succesfulde virksomhed er fundet

Det er en enorm stor ære, siger velkørende ejerleder

Martin Søndergaard og Anders Christian Nielsen løb med prestigefuld erhvervspris. PR-foto.

Martin Søndergaard og Anders Christian Nielsen løb med prestigefuld erhvervspris. PR-foto.

NORDJYLLAND:En nordjysk virksomhed med over 100 ansatte og et overskud, der er vokset fire år i træk, kan nu kalde sig Nordjyllands mest succesfulde virksomhed.

Ved en prisoverrækkelse i Musikkens Hus torsdag aften var 200 såkaldte succesvirksomheder i Region Nordjylland samlet med regionale repræsentanter fra Spar Nord og BDO, som står bag den årlige pris 'Succesvirksomhed'.

Her løb Hjørring-virksomheden Erik Lytzen, en teknikinstallationsvirksomhed med speciale i el, industri, VVS, ventilation og køl, med den prestigefulde erhvervspris.

- Det er en enorm stor ære at modtage hovedprisen i Succesvirksomhed 2021 for hele Region Nordjylland. Vigtigst af alt er det en stor cadeau til vores dygtige medarbejdere og loyale kunder, som uden tvivl er skyld i vores succes, siger administrerende direktør i Erik Lytzen, Anders Christian Nielsen.

Sådan udvælges succesvirksomheder

Spar Nord og BDO stiftede i 2019 ”Succesvirksomhed” som er en erhvervspris, der anerkender de danske små og mellemstore virksomheder med 10-999 ansatte.

Succesvirksomhederne kvalificerer sig på baggrund af antal ansatte og vurderes ud fra performance på følgende parametre:

•Vækst i resultat før skat de seneste fem år

•Soliditetsgrad over 15% i det seneste regnskabsår

•Vækst i soliditeten målt over de seneste fem år

•Evnen til at skabe resultater med det givne kapitalgrundlag

Virksomhederne bliver for hvert kriterie tildelt point, alt efter hvor godt de klarer sig. Det er det samlede antal point, der afgør, om en virksomhed bliver en del af de i alt 1.000 succesvirksomheder.

Fonde, finansielle holdingselskaber, udenlandske datterselskaber, pengeinstitutter samt rådgivnings- og revisionsvirksomheder er ikke medtaget i analysen.

Bemærkelsesværdige resultater

Det er Spar Nord og BDO, som står bag den årlige erhvervspris. Udvælgelsen af de 200 succesvirksomheder er sket via et pointsystem, hvor alle virksomheder har fået tildelt mellem 0 og 20,5 point.

Systemet baserer sig på virksomhedernes præstationer på en række finansielle parametre inden for de seneste fem regnskabsår. Her har de nordjyske succesvirksomheder ifølge bankdirektør Martin Kudsk Rasmussen leveret flere bemærkelsesværdige resultater:

- Indtjeningen blandt de nordjyske succesvirksomheder er som samlet gruppe steget markant de seneste fem år, og det samme gælder egenkapitalen, der i samme periode er blevet løftet, siger han.

Han suppleres af administrerende direktør i BDO, Stig Holst Hartwig:

- Størstedelen af de nordjyske succesvirksomheder befinder sig i Aalborg Kommune, men herudover har flere af dette års succesvirksomheder adresse i den vestlige del af regionen såsom Nykøbing Mors og Thisted.

En fantastisk udvikling

Erik Lytzen har fire afdelinger i Jylland og i alt 120 medarbejdere. Virksomheden er ejet af Anders Christian Nielsen og Martin Søndergaard og løb altså med hovedprisen ved årets prisuddeling.

Fire år i træk har Erik Lytzen løftet sin indtjening. Senest med et resultat efter skat på over 6 millioner kroner. Samtidig er egenkapitalen i firmaet vokset til lidt over 10 millioner kroner.

- Vi har haft en fantastisk udvikling i de senere år, siger direktør Anders Christian Nielsen.

Inden for feltet af de 200 nordjyske succesvirksomheder blev der også uddelt tre andre priser ved regionsfinalen. Her blev affaldsvirksomheden Gemidan fra Frederikshavn kåret som regionens grønneste virksomhed.

- Bæredygtighed og cirkulær økonomi er en vigtig dagsorden, og det gælder i særdeleshed også i det nordjyske erhvervsliv. Flere virksomheder i Nordjylland udmærker sig nemlig positivt med grønne tiltag og bæredygtige indsatser. Det er Gemidan et rigtig godt eksempel på, lyder det fra BDO's administrerende direktør, Stig Holst Hartwig.

Herudover blev en anden Hjørring-virksomhed, Supervin, kåret som regionens digitale frontløber, mens en tredje virksomhed fra Hjørring, nemlig byggevirksomheden Fjordbak Byg, vandt prisen i jobskabelseskategorien blandt de 200 succesvirksomheder i Region Nordjylland.

- Der er i det nordjyske erhvervsliv flere gode eksempler på digital nytænkning, der både skaber vækst og flere arbejdspladser. Det er til glæde for virksomheden selv, men i høj grad også lokalsamfundet – hvilket under coronakrisen har været helt essentielt. Det har både Supervin og Fjordbak Byg været rigtig gode til, siger bankdirektør Martin Kudsk Rasmussen.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.