Energikøbmand fra Aalborg tjente næsten fem milliarder kroner
Lægger sig i kølvandet på andre energihandlere, der har meldt om rekordoverskud
Opdateret kl. 08:17
SKALBORG: En grå og undselig kontorbygning i et meget befærdet vejkryds i Aalborg-forstaden Skalborg huser én af Danmarks allerstørste spillere inden for handel med el og anden energi - og én af landets største virksomheder målt på omsætning.
Der er dog intet undseligt ved de tal, som virksomheden netop har præsenteret i sit årsregnskab for 2022.
Her havde Centrica Energy Trading A/S handelsindtægter på 36 milliarder kroner.
Og ligesom de øvrige store energikøbmand herhjemme kan selskabet offentliggøre et kæmpeoverskud.
Det lyder i Centricas tilfælde på knap 4,7 milliarder kroner efter skat.
Det ville være en underdrivelse at nøjes med at omtale bundlinjen som rekordstor.
Overskuddet er nemlig mere end nidoblet fra 2021 til 2022.
Ligesom de andre store energikøbmænd kan Centrica Energy Trading indirekte takke Vladimir Putin for, at overskuddet er steget med raketfart.
Ruslands invasion af Ukraine har nemlig medført stærkt svingende priser og en generel usikkerhed af hidtil uset omfang på de internationale energimarkeder.
Centrica Energy Trading knytter som energihandler forbindelsen mellem købere og sælgere af energi.
Energien købes oftest på kontrakter, der skal effektueres engang i fremtiden.
Her kan energihandleren groft sagt tjene penge på at købe energi til fremtidig levering til en pris, der er lavere end den, han kan sælge den for.
Energihandleren kan også tjene penge, hvis han er i stand til at forudsige konsekvensen af begivenheder af betydning for energimarkedet og for de fremtidige energipriser.
Gevinstmulighederne vokser generelt, når usikkerheden vokser - hvad den gjorde i dramatisk omfang sidste år.
Kaos og kompetence
Mandeep Bamal, der er ansvarlig for handel, analyse og algoritmer i Centrica Energy Trading, mener, at overskuddet i 2022 er et resultat af et kaotisk år på virksomhedens marked i kombination med organisationens evner.
- Ekstreme udsving i marked og pris resulterede i et særligt udfordrende år for energimarkederne. Vores resultat demonstrerer robustheden i vores modne handelsplatform og en solid risikohåndtering, siger han i en pressemeddelelse.
I sidste måned omtalte erhvervsmediet Finans, at Centrica Energy Trading angiveligt spillede en central rolle i en sag om 49 små jyske energiproducenters påståede ulovlige koordinering af priser.
Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen, som gennem to år har undersøgt sagen, mener, at de 49 elproducenter har lavet såkaldt ”konkurrencebegrænsende aftaler” med det formål at hæve prisen på elmarkedet.
Centrica afviser at have gjort noget forkert i sagen.
Kommunal fortid
Centrica Energy Trading hed engang Nordjysk Elhandel.
Det var en kommunalt ejet virksomhed, der, som navnet fortæller, handlede med el.
Så kom en gruppe private investorer anført af Eigild B. Christensen og søskendeparret Dreisler forbi.
De købte virksomheden og ændrede navnet til Neas Energy.
Den blev få år senere solgt til britiske Centrica med en stor gevinst for de hidtidige ejere.
Deraf navnet, Centrica Energy Trading, i dag.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.